Et par timer efter min ankomst til Hôtel Belles Rives i det sydlige Frankrig denne sommer sidder jeg ved middagsbordet, da et grønt lysglimt danser hen over det funklende vand. Det føles næsten for perfekt.

Jeg kom her for at udforske de steder, der inspirerede F. Scott Fitzgerald under hans rejser gennem Frankrig med sin kone og datter i 1920'erne. I stedet befinder jeg mig i et scenarie lige ud af hans mest berømte roman. I Den store Gatsby er det det grønne lys i enden af Daisy Buchanans bro, der fascinerer Gatsby. Her er jeg betaget af det svage skær fra et fyrtårn i Middelhavet, mens mit glas vermentino sveder på bordet foran mig.

Fitzgerald må have følt det samme ved dette sted. For mange år siden lejede han huset, der senere blev til dette hotel – dengang kaldet Villa St. Louis. I et brev til Ernest Hemingway skrev han, at tilbagevenden til så smukt et hjem gjorde ham gladere, end han havde været i årevis. Nu findes der spor af ham overalt i det elegante hotel, der erstattede villaen efter Fitzgeralds' afrejse i 1927. Ved receptionen findes en bar opkaldt efter ham, og sort-hvide portrætter af ham og Zelda hænger ved den art deco-inspirerede elevator.

Der er også Prix Fitzgerald, en årlig litteraturpris, der hædrer forfattere, der udforsker temaer, der fascinerede Fitzgerald. Under mit ophold går prisen til den anerkendte Richard Ford, hvilket tiltrækker en flok velklædte lokale og Fitzgerald-fans, der nipper til prosecco og snackar på empanadas og arancini.

Hotellet ligger lige over vandet i Juan-les-Pins, Antibes' charmerende lillesøster. Med omkring 40 værelser og fem stjerner er det en verden uberørt af trends – ingen her har hørt om Alo Yoga. Ældre kvinder bær linsæt til morgenmaden, yngre kvinder vandrer ned til stranden i lette saronger og lag af guldhalskæder, og mænd går i loafers på sandet. Cocktailerne er kunstfærdigt sammensat, croissanterne varme. Jeg har aldrig lyst til at tage hjem. Ikke underligt, at Fitzgerald, med hans fascination af rigdom, heller ikke havde det.

Den franske riviera er et paradis for statusjagende. Yachter glimrer på vandet, og en gæsts diamanterhøreringer er så store, at jeg kan se dem fra tredje sal – som isbjerge på en solstol.

Marianne Estène-Chauvin, hotellets nuværende ejer, fortæller mig, at hendes bedsteforældre forelskede sig i villaen, mens Fitzgeralds stadig boede der. De mødtes tilfældigt ved en busstoppested – et møde, der ændrede alt. Hendes bedstefar, Boma, var flygtet fra pogromer i Rusland og havde planlagt kun at arbejde længe nok til at kunne rejse til New York. Hendes bedstemor, Simone, tilbød ham et sted at bo, da han missede den sidste bus. Han nåede aldrig til Marseille – eller Amerika.

Efter Fitzgeralds' afrejse opsøgte hendes bedsteforældre villaens ejer og indgik en usædvanlig aftale: de kunne leje og renovere den med mulighed for senere at købe den. Men i 1941, da villaen burde have været deres, greb krigen ind. Boma, jøde og ikke fransk statsborger, gik under jorden. Det tog årtier at genvinde ejendommen – en kamp, Estène-Chauvin først fandt ud af som voksen. Nu hjælper hendes søn med at drive familieforretningen.

"Belles Rives er et sted for smukke minder, ikke triste," insisterer hun. Og hun er stolt af det. Hendes bedsteforældres udholdenhed er beundringsværdig, men endnu mere slående er det, hvordan deres kampe – deres prøvelser og frustrationer – er fuldstændig skjult på hotellet. Villaen fejrer kun de lyseste, mest glade øjeblikke. Alt mørke, inklusive Fitzgeralds' eget, hører til i den virkelige verden, ikke denne solfyldte strækning af den franske riviera.

F. Scott Fitzgerald, Zelda og deres datter Scottie i Antibes, 1926.
(Foto: Getty Images)

Fitzgeralds kom til det sydlige Frankrig for at skrive, selvom de ikke tilbragte al deres tid indespærret i en villa. Til deres ære – og på trods af min egen nærmerede deadline – vover jeg mig ud. Et af de steder, der er mest forbundet med dem, er det legendariske Hôtel du Cap-Eden-Roc, som de ofte besøgte under deres ophold. I Natens ømhed optræder det som Hôtel des Étrangers. Selv i virkeligheden føles det som noget ud af en roman – haver så perfekte og udsigter så blændende virker for smukke til at være ægte. Værelser starter i firecifret område, men frokost er mere overkommelig og giver en smagsprøve på dens glamour.

Personligt foretrækker jeg det enkle, kontantbaserede Bistrot du Coin i Antibes, hvor borde på bestemte eftermiddage bukker under under fade med kogte grøntsager, fisk og aioli så kraftig, at jeg engang så en gæst spise den i skevis – dristigt, givet mængden af hvidløg, der er pisket i den. Fitzgerald skrev om at "indre drømme som luft," men efter den måltid turde jeg ikke ånde ud offentligt, før jeg havde børstet tænder timer senere. Et perfekt, duftende festmåltid.

Tilbage på Belles Rives er en af byens bedste måltider kun få skridt fra Bar Fitzgerald på hotellets Michelin-stjernede La Passagère, hvor fransk gastronomi møder en betagende middelhavsudsigt. Under middagen peger en tjener mod en fjern ø – Saint-Honorat, hjemsted for en lille gruppe cisterciensermunke, der producerer sjælden, åndelig inspireret vin. Han hælder et glas til mig. Ikke helt en religiøs oplevelse, men alligevel transcendent.

Næste morgen besøger jeg Picasso-museet i Antibes. Selvom det er mindre end dets modstykke i Barcelona, gør synet af Joie de Vivre i virkeligheden turen værd. Senere vandrer jeg gennem Gamle Antibes, hvor Marché Provençal bugner af ost, olivenolie, friske grøntsager og stråvarer. Fitzgerald ville ikke have vidst, hvad han skulle stille op med den islagte matcha-latte, der sælges i nærheden, men en gruppe teenagepiger nipper gladeligt til deres, inden de hamstrer fransk sæbe.

Til middag på Jeanne i Antibes bliver jeg så opslugt af samtaler, at jeg efterlader en hat, jeg var ret glad for. Som Fitzgeralds figurer ofte lærer, kan der faktisk være for meget joie de vivre. Desværre bliver hatten aldrig returneret.

Antibes har masser at byde på, men andre steder kalder. En hurtig halvtimes køretur bringer mig til Saint-Paul-de-Vence, en by lige ud af et postkort, der føles som en Epcot-pavillon. Venner og jeg standser ved La Colombe d’Or, det kunstfyldte hotel, hvor Fitzgerald engang flirtede så skamløst med danseren Isadora Duncan, at Zelda ifølge legenden kastede sig ned ad en trappe i protest. Restauranten – nu en del af et større hotel – udstiller værker af Picasso, Braque, Matisse og Miró, indsamlet af den afdøde grundlægger, Paul Roux, fra kunstnerne selv, som alle var stamgæster. Gæsterne nyder deres måltider, mens Danièle Roux, der sammen med sin mand François (Paul Roux' barnebarn) ejer La Colombe d'Or, deler morsomme historier om deres eskapader ved siden af en stor Calder-skulptur ved hotelpoolen. Hun anbefaler ofte at besøge Fondation Maeght for at se flere mesterværker. Kun 15 minutters gang fra "Colomben," som stamgæsterne kalder det, bliver jeg så optaget af den udendørs Miró-skulpturhave, at personalet må lede mig ud ved lukketid. (Derfra er det en hurtig 10-minutters taxa-tur til Matisse-kapellet – bestemt et besøg værd.)

Før min afrejse får jeg en smagsprøve på det luksuriøse strandliv. En båd henter mig fra havnen, og kaptajnen peger på de store villaer langs Cannes' berømte Croisette. Vandet funklers, klart og forfriskende under sommersolen. Glem "næsten" – dette er absolut perfektion.