Jasmine Amy Rogers, den nye stjerne fra Boop! The Musical, sidder i et hjørnebord på Sardi’s og knejser øjnene. "Er det Idina Menzel?" spørger hun og kigger på en karikatur af Wicked-skuespilleren på den anden side af lokalet. Restaurantens vægge er dækket af tegninger af Broadway-legender – blandt andre Elaine Stritch, Bernadette Peters og Phylicia Rashad – der hænger over gæsterne. Nu er Rogers selv en del af denne elite som første gangs Tony-nomineret for Bedste Kvindelige Hovedrolle i en Musical, en milepæl hun kalder "meget, meget vild. Det er for stort, for spændende."

Hendes præstation som den sensuelle, krøllede Betty Boop – der blev bragt til live fra tegneserien – fik glimrende anmeldelser, da musicalen åbnede på Broadhurst Theatre i april. I dag er hun en blanding af Jasmine og Betty: lige kommet fra en præsentation for turne-producenter, bærer hun stadig sit storeøjede Boop!-makeup, men ser ellers ud som en afslappet skuespiller i en tank top, jeans og sneakers.

Den livlige (omend til tids forvirrende) forestilling – forestil dig Barbie møder The Wizard of Oz – er instrueret med flair af Broadway-veteran Jerry Mitchell, der også er nomineret for Bedste Koreografi. Med musik af David Foster, tekster af Susan Birkenhead og et manuskript af Bob Martin, følger historien Betty, der forlader sin animerede verden i en eksistentiel frustration og lander i det moderne New York for at finde sig selv. Kærlighed og selvopdagelse følger.

Som 26-årig er Rogers den yngste nominerede i sin kategori med årtiers forskel og er stadig ved at vænne sig til rampelyset. "Hvis jeg sidder og tænker for meget over alvoren af det, begynder jeg at gå lidt i panik," indrømmer hun med et grin. Blandt hendes mednominerede er Audra McDonald (Gypsy), Nicole Scherzinger (Sunset Boulevard) samt Megan Hilty og Jennifer Simard (Death Becomes Her).

McDonald sendte endda blomster og cupcakes til hende efter nomineringerne blev annonceret. "Vi skriver frem og tilbage på DM – det har været rigtig rart," siger Rogers. Det er en fuld cirkel-oplevelse for hende, da hun husker hvor imponeret hun var, da hun i gymnasiet så McDonalds Tony-optræden i 2016 for Shuffle Along – især de høje spark, skuespilleren udførte mens hun var seks måneder gravid. "Jeg tænkte, Wow, hun er sindssyg for at gøre det. Det var utroligt!" Andre yndlings-Tony-øjeblikke inkluderer Jennifer Hollidays legendariske optræden i 1982 med "And I Am Telling You" fra Dreamgirls og Hamilton-castets medley af "History Has Its Eyes on You" og "Yorktown" i 2016.

Rogers voksede op nær Boston og senere i Texas som en energisk unge, der konstant sang. "Jeg sad på mit værelse og sang Disney-prinsesse-sange. Min mor var også besat af Wicked og Rent," fortæller hun om sine tidlige inspirationer. Hendes store, sammensatte familie – med sted- og halvsøskende – var, som hun selv siger, "en masse god kaos."

I gymnasiet uden for Houston tog hun teater mere alvorligt. Roller som moren i In the Heights og Candy i den obskure Zombie Prom fik hende til at indse, at hun faktisk kunne gøre det. I hendes sidste år var hun finalist i 2017 Jimmy Awards, en national musicalteaterkonkurrence for gymnasieelever. Et klip af hende, der synger "Easy as Life" fra Aida til ceremonien, antyder den rå intensitet, hun nu bringer til Betty Boop.

Efter to år på Manhattan School of Music droppede hun ud og landede hurtigt en rolle i Becoming Nancy, en ny musical instrueret af Jerry Mitchell, der havde premiere i Atlanta i 2019. Efter en turne som Gretchen Wieners i Mean Girls, bragte Mitchell hende ind til en audition for Betty i Boop!s Chicago-prøve i 2023. (Hun havde spillet en mindre rolle i en tidligere workshop.)

Hun var ikke forberedt på den tap-tunge koreografi til den første audition. "Det var forfærdeligt!" Selvom hun havde været konkurrencedanser som barn, stoppede hun med træningen efter at flytte til Texas som 11-årig. Alligevel troede hun, hun kunne fake det – og det gjorde hun tydeligvis. Hun håbede, hendes naturlige talent ville bære hende igennem, men hun tog fejl. "Det var knusende – jeg gik hjem og græd," husker hun, og mindet får hende stadig til at krympe sig. Hun fik ikke rollen den gang.

Senere samme forår, mens hun hjalp en ven med en anden forestilling i en Manhattan-øvelokal