Jeg trådte ind i Triennale Milano med forventning om en velkendt fortælling om tab – en samling af navne fra firserne, gentaget så ofte at de risikerer at blive symboler frem for mennesker. Men jeg forlod stedet med en helt anden følelse. Fabio Cherstichs A Visual Diary er ikke en mindetale. Det er et rum, hvor kærlighed udtrykkes åbent: øm, klarsynet og stille revolutionerende.
Opsætningen er enkel: et bord, en skammel, to projektioner, lejlighedsvis en pladespiller og glimtet fra en spejlekugle. Denne enkelhed er vildledende, for den åbner en dør. Mens Fabio taler og deler billeder og musik, bliver New York i 1980'erne levende med slående klarhed. Man kan næsten høre byens larm, atmosfæren i klubberne, den afslappede snak før en sang begynder. Det er ikke tidens klichéer, men dens tekstur – følelsen af at finde et sted, hvor man hører til.
Værket kredser om tre kunstnere, hvis liv blev afbrudt af AIDS: Patrick Angus, Larry Stanton og Darrel Ellis. Hver havde deres eget unikke perspektiv. Det, der forbinder dem i Fabios fortælling, er ikke døden, men en følelse af tilhør. Disse historier handler ikke om sex som spektakel; de handler om trøsten og energien i at være blandt sine egne, beskyttet af et skrøbeligt, men strålende fællesskab.
Patrick Angus malede skjulte teatre – ikke kun de bogstavelige scener på steder som Gaiety eller Apollo Sauna, men den usynlige scene, der dannes, når fremmede deler de samme risici og begær. I hans malerier af stripklubber og pornobiografer var fokus ikke nøgenhed, men publikum: kontorfolk, dandyser, de genert, de kede, forretningsmænd med mappepung på skødet. De var sammen, og denne sammenhør var det egentlige emne.
Fabios rejse for at forstå Angus begyndte med en reproduktion set på en telefon og førte ham til Fort Smith, Arkansas, til hjemmet hos Betty Angus, Patricks mor. Tegninger blev trukket frem under senge, malerier hang mellem redskaber i garagen. Sådan ser rigtige arkiver ud, før institutionerne træder til – private landskaber af omsorg, bevaret fordi nogen valgte ikke at smide noget væk. Betty blev vogteren af sin søns erindring, den stille beskytter af et arv, som verden endnu ikke havde lært at værdsætte. Fra den garage til Whitney Museum spænder der årtier, en rejse der kun virker uundgåelig i bagklogskabens lys. En af Patricks tegninger hænger der nu, en gave fra Fabio – en gestus der lukker en kreds af hengivenhed mellem kunstner, mor og vogter.
Larry Stantons liv tilbyder en kontrast. Han døde i 1984, samme år som Angus flyttede til New York. Stanton var karismatisk, en portrætkunstner som fangede ansigter ikke som symboler, men som levende nærvær. Fabio beskriver hans hjem i New York og på Fire Island som sociale knudepunkter med en jukebox i centrum – et portrætstudie forklædt som livet blandt venner. Tegningerne havde endda telefonnumre på bagsiden. Fællesskabet levede i grafitblækket.
Hvis Angus havde Betty, så havde Stanton Arthur Lambert: elsker, samler, vogter. Gennem Arthur mødte Stanton David Hockney i Los Angeles i slutningen af tresserne, og gennem ham blev hans værk sikret efter hans død. Dette er ikke bare anekdoter – de er livliner. Uden dem ville der ikke være nogen historie at fortælle. Den fornyede interesse for Stantons portrætter i dag er ikke blot et skift i smag; det er en måde at reparere den kulturelle væv på, at genoprette det som AIDS-epidemien og kunstmarkedet havde overset.
Darrel Ellis tog historien i en anden retning. Han projicerede fotografier på formede overflader lavet af papir, gips og bandager, og fotograferede derefter de forvrængede resultater. Meget af hans kildemateriale kom fra hans far, Thomas Ellis, en fotograf som blev dræbt af politiet i 1958, to måneder før Darrel blev født. Sønnen konstruerede en fremtid fra billederne af en fortid han aldrig kendte, og skabte et familiealbum som favner både sorg og fantasi.
*Portræt af Darrel Ellis af Allen Frame, copyright Allen Frame.*
Ellis tilbragte tid på PS1 omkring starten af firserne og arbejdede som vagt på MoMA, ligesom Angus gjorde i de samme år. To kunstnere som vogtede museet, mens de skabte deres eget værk i fritiden. Den detalje bliver hængende i mig: hvor ofte overser vi ikke vagten, som måske er en kunstner hvis værk vil være vigtigt for os alle om tredive år? Ellis' anerkendelse er vokset i de senere år, takket være hans ven Allen Frames hengivenhed og ihærdigheden hos dem som nægtede at lade hans billeder forsvinde. Hans kunst minder os om, at hvert arkiv også er en handling af genopstandelse.
*Selvportræt efter fotografi af Robert Mapplethorpe, 1989. Med venlig tilladelse fra The Darrel Ellis Estate, Hannah Hoffman, Los Angeles, og CANDICE MADEY, New York. © Darrel Ellis Estate.*
*Darrel Ellis © Allen Frame.*
Folk kalder måske *A Visual Diary* en forelæsningsperformance, og det er det også, men begrebet føles for klinisk. I virkeligheden er Fabio vært for et sammenkomst. Han er mere en vogter end en forelæsningsholder. Han håndterer billederne og sangene med omhu, vel vidende at materialet ikke er neutralt og behandler det som om det er lånt fra de levende. Denne opmærksomhed påvirker også publikum. Man føler sig velkommen frem for instrueret, ansvarlig frem for blot underholdt.
Der er en grund til, at pladespilleren er vigtig. En sang kan nedbryde tid på en måde, som et billede ikke kan. Sæt nålen ned, og du mærker atmosfæren fra et andet rum. Fabio bruger musik som en bro mellem æraer, og bevæger sig fra disco til klassisk til kærlighedssange. Udvalget fungerer som dramaturgi, ikke blot dekoration. De lader billederne ånde og lærer publikum at engagere sig med historien frem for at iagttage den på afstand.
— Lorenza Daverio
Som en der lever og arbejder med fotografi, var det, der ramte mig dybt, hvor centralt det visuelle sprog er for denne forestilling. Fotografierne og videoerne er ikke blot støtteelementer; de er dens livsnerve. Fabio bevæger sig gennem dem med intuitionen hos en, der ved, at billeder kun bliver levende, når de stilles i forhold til hinanden. Rækkefølgen, overblændingerne, projektionens rytme – det alt sammen giver genlyd af diasshowets følelsesmæssige kraft – den skrøbelige form, hvor fotografi og musik kombineres for at skabe noget større end hver for sig. Det mindede mig om, hvordan et billede, når det ses i bevægelse og i fællesskab, holder op med at være statisk og bliver en delt oplevelse.
Stykket forelæser aldrig, men det er politisk. Det afslører, hvor let kunstverdenen ignorerer det, der ikke passer ind i dens aktuelle trends. Det viser, hvor stor en del af vores kulturarv der overlever på grund af få mennesker, som nægtede at lade ting forsvinde. Det ærer dem, som opbevarede arkiver på køkkenborde og under senge, og kunstnerne, som byggede små tilflugtssteder, hvor de kunne være sig selv, når omverdenen var afvisende.
— Clara Vannucci
Jeg følte mig taknemmelig over for vogterne. Over for Betty, som først lærte at hænge sin søns malerier på rene, hvide vægge, efter hun var fri til at gøre det. Over for Arthur, som elskede Larry og vogtede hans tegninger, indtil verden huskede at kigge igen. Over for Allen, som sikrede, at Darrels fotografier fortsatte med at tale. Og over for Fabio, som nægter at lade noget af dette forblive privat sorg. Han forvandler det til offentlig omsorg.
Da lysene tændtes, følte jeg den sjældne fornemmelse af, at kunsten havde gjort, hvad den er beregnet til: gjort os mere åbne, mere opmærksomme, mere menneskelige. Den forvandlede erindring til en kollektiv handling. Den bad os ikke blot om at se, men om at holde fast i det, vi havde set.
*A Visual Diary* er ikke nostalgi. Nostalgi ønsker, at fortiden forbliver gylden og fjern. Fabio bringer den ind i nutiden og beder os tage ansvar for den. Arkiver er ikke genstande; de er relationer. De lever, når nogen bærer dem videre. Triennale præsenterede værket på den historiske CRT-scene, og det betød noget. Det gav plads tilbage til ømhed, musik og hukommelse. Et øjeblik var det fællesskab, som engang eksisterede, genoplivet. Kun i fragmenter var det helt igen. Da jeg forlod teatret, tænkte jeg: måske er dette kunsten formål – at forhindre kærlighed i at falde i stilhed, at bevare erindringen, indtil den bliver en del af os.
**Credits**
A VISUAL DIARY
En rejse ind i 1980'ernes queer kunstscene i New York
Skrevet, instrueret og designet af Fabio Cherstich
Original videodesign af Francesco Sileo
Dramaturgi af Anna Siccardi
Assisterende instruktør Diletta Ferruzzi
produceret af Emilia Romagna Teatro ERT / Teatro Nazionale
Bestilt af Triennale Milano Teatro
I samarbejde med Visual Aids, NYC
Tak til La MaMa Theatre, NYC
Kommende forestillinger:
ERT Bologna, 3.–7. december 2025
Ofte stillede spørgsmål
Selvfølgelig. Her er en liste over nyttige og klare ofte stillede spørgsmål om Fabio Cherstichs Visuelle Dagbog
Fabio Cherstichs Visuelle Dagbog - Ofte stillede spørgsmål
Begynder- og definitionsspørgsmål
1. Hvad er en visuel dagbog?
En visuel dagbog er en personlig journal, der primært bruger billeder, skitser, fotos og farver til at fange ideer, følelser og observationer i stedet for kun at stole på skrevne ord.
2. Hvem er Fabio Cherstich?
Fabio Cherstich er en kunstner og kreativ vejleder, der har populariseret en specifik, opmærksom tilgang til at føre en visuel dagbog som et værktøj til selvopdagelse og kreativ vækst.
3. Skal man være kunstner for at starte?
Absolut ikke. Den visuelle dagbog er for alle. Den handler om personligt udtryk, ikke om at skabe perfekt kunst. Processen er vigtigere end slutresultatet.
4. Hvad er hovedformålet med at føre denne dagbog?
Hovedformålet er at komme i kontakt med din indre selv, bearbejde dine følelser og frigøre din kreativitet i et frit, ikke-dømmende rum.
Fordele og formål
5. Hvad er fordelene ved at føre en visuel dagbog?
Den kan hjælpe med at reducere stress, forbedre selvbevidsthed, løse kreative blokeringer, dokumentere din personlige rejse og gøre dig mere observant overfor verden omkring dig.
6. Hvordan er dette anderledes end en almindelig dagbog?
Mens en almindelig dagbog er teksttung, kommunikerer en visuel dagbog gennem billeder først. Den engagerer en anden del af din hjerne og kan ofte udtrykke ting, som ord ikke kan.
7. Kan den hjælpe med kreativ blokering?
Ja. Handlingerne med frit at lege med billeder og farver uden pres kan omgå den indre kritiker og få de kreative ideer til at flyde igen.
Kom godt i gang og praktiske tips
8. Hvilke materialer har jeg brug for for at komme i gang?
Du kan starte med bare en blank notesbog og en kuglepen. Mange kan lide at tilføje en limstift, gamle blade, saks, akvareller eller farveblyanter, men enkelhed er nøglen.
9. Hvor ofte skal jeg arbejde i min visuelle dagbog?
Der er ingen strenge regler. Det kunne være dagligt, ugentligt eller når du føler dig inspireret. Konsistens er nyttig, men det skal føles som en glæde, ikke en pligt.
10. Hvad skal jeg sætte på en side, når jeg føler mig fast?
Start enkelt. Klistr et foto ind, der inspirerer dig, skrible med en farve, der matcher din stemning, skriv et enkelt