Ingen stopper ved et stopskilt og tænker: 'Hvornår mon de vil redesigne det? Det er så gammelt!'" Det sagde den amerikanske kunstner og grafiske designer Susan Kare under et designpanel i Paris for den populære digitale sikkerhedsvirksomhed Ledger. Kare, kendt for sit banebrydende arbejde hos Apple – hvor hun designede mange af virksomhedens tidligste og varige bitmap-ikoner og skrifttyper – blev hyret af Ledger for at tilføre et venligt grafisk pust gennem udskiftelige plugelementer på dens nyeste opbevaringsenhed, Nano Gen5.

Ledger har også ansat Ian Rogers, som tidligere var Chief Digital Officer hos LVMH og også er en Apple-veteran. Som Ledgers Chief Experience Officer nævnte han for mig lige før panelet, at "jo mere tid vi tilbringer med teknologi, jo mere vil vi værdsætte menneskelig kontakt. Man forelsker sig ikke i en robot – man forelsker sig i et menneske."

Begge udtrykte den samme tanke: at de ting, der føles essentielle for menneskelivet – oplevelser væk fra skærme – stadig er afgørende for design, selvom teknologien bliver mere gennemtrængende. Passende nok markerer årets Design Miami.Paris, som sammen med Art Basel er et højdepunkt i Paris' årlige oktoberuge for kunst og design, Apples første direkte engagement i begivenheden. Mærket hyrede fire kunstnere til en serie kaldet "Designers of Tomorrow", med det forbehold at hver brugte en iPad til at skabe deres værker.

Selvfølgelig påvirker big tech næsten enhver diskussion i dag, med dens kode indlejret i alt. Alligevel ser der ud til at være en stigende bevægelse tilbage til det adfærdsmæssige, følelsesmæssige, biologiske og endda nostalgiske fra et designperspektiv. Håndlavede og kunstfærdige tilgange har været på mode et stykke tid, men det jeg observerede i Paris føltes distinkt: en æstetik forankret i virkelighedens erfaring. Mens verden suser afsted med crypto, AI og kvantecomputere, genopdager design behageligt nok sin iboende menneskelige charme.

Harry Nuriev, kendt for sin teknologiinspirerede stil med krom og ultramoderne elementer, har skabt en installation på Paris' Left Bank kaldet Objets Trouvés. Den viser rækker af aluminiumsbokse fyldt med hvad der ligner ragelse – en ødelagt tennisketcher, en slidt totebag. For at komme ind skal man bidrage med en genstand, og for at gå skal man tage en. Jeg donerede en ren yoga-t-shirt, jeg havde i tasken, og tog en "Hits of the 1960s" cd-med. Ved udgangen certificerer personalet udvekslingen og giver et autenticitetscertifikat. Det var den mest analoge, lavteknologiske kunst jeg stødte på i Paris, i skarp kontrast til Nurievs fremsynede tilgang. Og ja, der er intet mere menneskeligt end at gennemsøge et marked, selvom denne opsætning var langt fra en typisk basar eller loppemarked.

Milans Nilufar Gallery viste Audrey Lights lysdesign i deres Design Miami.Paris-udstilling, og de er mærkeligt, magnetisk smukke. Jeg er ikke sikker på om Large havde til hensigt at fremkalde en lunge, men det er umuligt ikke at se den og på en måde føle den. Jeg fandt mig selv stirre på de aflange formers gyldne skær, fokusere på min åndedræt og føle mig forankret i nuet. Jeg ville elske at have det som en daglig påmindelse derhjemme. Det var min yndlingsgenstand til begivenheden.

Maui-baserede designer James de Wulfs installation til Design Miami.Paris er et bordtennis- og spisebord der også fungerer som et lydbad, og den vandt en "Best in Show"-pris fra messens dommere. Under spil producerer finjusterede metalplader en efterklang som minder om kirkeklokker eller et orgel. Det er en usædvanlig fornemmelse, både at høre og føle, alligevel bragte det minder tilbage om sommeraftener med bordtennis med min bedstefar – længe før højteknologiens tidsalder. Mobiltelefoner var overalt.

Et brasiliansk bogreol af Charlotte Perriand og Saint Laurent, fotograferet af Nicolas Bergerot, debuterede på Salone del Mobile. Det er så slående at det fortjener at nævnes, og dets historie passer til temaet: Perriand designede oprindeligt nogle af disse stykker som engangsfunktionsgenstande, uden nogensinde at have til hensigt at masseproducere dem. Bogreolen "Rio de Janeiro" fra 1962 er et perfekt eksempel – dens klodsede form genlyder af mosaikmønstrene på Ipanema og Copacabanas fortove. Perriand skabte den til sin mand Jacques Martins lejlighed i Rio, og forestillede sig den som et unikt stykke til at opbevare bøger, udstille kunst, holde lamper og mere. Det er et bemærkelsesværdigt eksempel på design med et menneskeligt pust, og nu har Saint Laurent, ledet af Anthony Vaccarello, genoplivet det i en begrænset udgave.

Ved Design Miami i Paris præsenterede designer Duyi Han et surfbrætformet spejl finansieret af Apple. Det åbner som en medaljon og blev skabt ved hjælp af AI. Ironisk nok skildrer designet levende en menneskekrop og håndskrevne tanker – én lyder: "Dit nervesystem er dit første sprog." Jeg brugte lang tid på at betragte det, draget af kontrasten mellem dets håndlavede udseende og dets digitale udviklingsproces. Blandt Apples bestillingsværker stod Hans stykke ud som det mest fængslende.

Ofte stillede spørgsmål
Selvfølgelig. Her er en liste over hjælpsomme og koncise ofte stillede spørgsmål om samspillet mellem teknologi og menneskelig kontakt under Paris Art and Design Week.

Generelle begynder-spørgsmål

1. Hvad er Paris Art and Design Week?
Det er en stor årlig begivenhed i Paris, der samler gallerier, museer, designere og kunstnere for at vise de seneste trends og kreationer i samtidskunst og design.

2. Hvorfor er store tech-virksomheder til en kunst- og designbegivenhed?
De deltager for at vise, hvordan teknologi som AI, virtual reality og digital fabrikation kan bruges som nye værktøjer og medier til kreativ udtrykskraft, og positionerer sig selv i fronten af innovation.

3. Hvad betyder "et menneskeligt pust" i denne sammenhæng?
Det refererer til de elementer, som teknologi ikke kan gengive alene: kunstnerens unikke vision, følelsesmæssig dybde, ufuldkommenheden i et håndlavet objekt og den personlige, håndgribelige oplevelse af at se kunst personligt.

4. Gør teknologi ikke kunsten mindre menneskelig?
Ikke nødvendigvis. Til denne begivenhed bruges teknologi ofte som et værktøj til at forstærke menneskelig kreativitet, ikke erstatte den. Den tillader kunstnere at udforske nye former og idéer, som ellers ikke ville være mulige.

Dybere og avancerede spørgsmål

5. Kan du give et eksempel på, hvordan teknologi og menneskelig kontakt arbejder sammen til begivenheden?
Man kunne se en AI-genereret digital skulptur, som derefter fysisk fremstilles af en mesterhåndværker, eller en VR-oplevelse, der fortæller en dybt personlig menneskelig historie. Teknologien leverer "hvordan", men kunstneren leverer "hvorfor".

6. Hvad er hovedfordelen ved dette samarbejde?
Det skubber til grænserne for, hvad kunst og design kan være. Det skaber helt nye oplevelser og genstande, som både er teknologisk avancerede og følelsesmæssigt resonerende, og som tiltrækker et bredere og mere forskelligartet publikum.

7. Hvad er en almindelig kritik eller et problem med teknologins tilstedeværelse?
Nogle kritikere føler, at det kan overskygge nye kunstnere, som mangler teknologifinansiering, eller at "wow-faktoren" ved teknologien nogle gange kan distrahere fra den kunstneriske besked og føles upersonlig.

8. Hvordan kan en besøgende se, om et kunstværk har et ægte menneskeligt pust?
Kig efter historien bag værket. Formidler det en personlig følelse eller et perspektiv? Læg mærke til detaljerne – er der små ufuldkommenheder, teksturer eller valg, der føles intuitive snarere end rent algoritmiske? De bedste stykker får én til at glemme teknologien og fokusere på følelsen.