I den nye film Hot Milk rejser Sofia (Emma Mackey), en sanselig men tøvende kvinde i tyverne, til en spansk kystby sammen med sin syge mor, Rose (Fiona Shaw), for at finde en eksperimentel kur mod Roses mystiske – muligvis indbildte – sygdom. Men det solfyldte feriested giver også Sofia en chance for at udforske sine egne lyster, da hun møder Ingrid (Vicky Krieps), en fritænkende tysk turist, hvis sorgløse livsstil står i skarp kontrast til Roses kontrollerende adfærd. Mens Sofia – der ligner en ung Jane Birkin påfaldende – omfavner den sanselige frihed, hun finder væk fra sin mor, tager historien om seksuel opvågning en mørkere drejning. Skjulte bitterheder og et desperat behov for uafhængighed fører Sofia ind i en anspændt magtkamp med Rose.

Baseret på Deborah Levys roman fra 2016 (hendes bog Swimming Home fra 2011 udforsker også temaer om begær og familie i en ferieindstilling), kombinerer Hot Milk solbadede landskaber med mørk erotik og passer ind i en filmtradition kendt som "summer noir." I modsætning til klassisk film noir med sine skyggefulde bylandskaber, trives summer noir i skarpt, trykkende sollys – hvor for meget sol og lediggang skaber en farlig moralsk forfald.

Den europæiske film har længe udforsket dette tema, fra Jean Renoirs satire til Jacques Tatis kritik af turistkulturen. Men summer noir blomstrede virkelig i årene efter 1960'erne, hvor solbrændt hud og småsimrende nihilisme afspejlede skiftende moralske grænser.

I anledning af Hot Milks premiere genbesøger Vogue nogle af genrens mest markante film – fra Alain Delons langsomme forfald på den franske riviera til Mimsy Farmers heroinspændte eventyr på Ibiza. Disse historier beviser, at selv i fuldt dagslys lurer mørket – og sommerens fristelser kan føre til uigenkaldelige konsekvenser.

### Sunrise: A Song of Two Humans (1927)
Selvom den ikke strengt taget er en summer noir, lægger F.W. Murnaus stumfilmklassiker grundlaget for fortællinger om sæsonbestemt fristelse. Åbningsscenen sætter tonen: "For hvor solen end står op og går ned – i byens kaos eller på landet – er livet stort set det samme: nogle gange bittert, nogle gange sødt."

Historien følger en bykvinde, der tilbringer sommeren på landet og forfører en utålmodig gift bonde. Ved søen overtaler hun ham til at drukne sin kone, sælge gården og flygte til byen. Vandet bliver, som i mange summer noir-film, et sted for moralsk tvivl og latent fare. Bonden næsten gennemfører planen, men skyldfølelse stopper ham. I stedet genfinder han og hans kone kærligheden under en dag i byen – kun for at en storm næsten koster hende livet på hjemvejen. Efter en voldsom konfrontation med sin elskerinde genforenes bonden med sin kone ved solopgang, deres bånd styrket.

Næsten et århundrede senere forbliver Sunrise en visuel digtning – mindre en konventionel film end en betagende meditation over begær, forræderi og forløsning.

Murnaus fokus på skiftende landskaber – fra by til land, fra gård til strand til sø – og hans opmærksomhed på naturens elementer (døgnets cyklus, tæt tåge, pludselige storme og scener, der slutter i sollys) skaber en atmosfærisk dybde, der forudser summer noirs fokus på vejr og lys. Selvom historiens eventyragtige tone og lykkelige slutning forvandler en sommerdrabssaga til en humanistisk fabel, formilder den ikke Murnaus mørke advarsel om farene ved ledig fantasi og eksotiske fristelser – især dem, der forveksler en rejsendes drøm med virkeligheden.

Purple Noon (1960)

Den første ægte summer noir-klassiker er René Cléments filmatisering af Patricia Highsmiths The Talented Mr. Ripley, om en ung amerikaner, der rejser til Italien, myrder en velhavende socialite og overtager hans identitet, mens han forfører hans kone. Filmen, der udspiller sig i det fiktive Mongibello (inspireret af Amalfikysten), bryder med noir-traditionen ved at foregå i skarpt, farverigt dagslys – en markant kontrast til genrens sædvanlige skygger. Som den franske titel Plein Soleil ("Fuld sol") antyder, trives ondskab lige så let i blendende sollys som i mørke.

Filmen afviger også fra noir-konventioner med sin hovedperson: Alain Delons Ripley, en smuk, næsten engleagtig morder, erstatter de sædvanlige hårde, kantede antihelte. Det er Delons uhyggelige men magnetiske præstation, der gør Purple Noon til en forførende og sinister sommerklassiker.

More (1969)

Ved slutningen af 1960'erne var den vestlige moderkultur skiftet fra idealisme til vold og excesser, da dens tidligere løfter om utopi smuldrede. Film afspejlede denne desillusionering ved at sende bohemefigurer ud i selvdestruktive flugtforsøg. I Barbet Schroeders More flygter den tyske studerende Stefan (Klaus Grünberg) og hans elskerinde Estelle (Mimsy Farmer) til Ibiza, hvor de lever frit – solbadende, tager stoffer og elsker uden hæmninger. Men deres idyl splintres, da de møder Doctor Wolf, en heroinhandlende eks-nazist, der gemmer sig på øen. Da Estelle bliver afhængig og stjæler fra ham, tager Wolf hende til fange. Efterladt alene og selv afhængig, overdoserer Stefan og bliver begravet i paradiset.

More fanger skønheden og forfaldet i det bohemiske liv og viser, hvordan ungdommelig tilfredsstillelse kan udarte til ruin selv i et solbadet paradis.

La Piscine (1969)

En ledsager til More, Jacques Derays La Piscine er en langsomt optrappet thriller om begær, jalousi og vold på den franske riviera. Filmens afslappede tempo og solbadede æstetik forstærkes af dens imponerende cast – Alain Delon, Romy Schneider og Jane Birkin i en af hendes tidlige roller.

Delon spiller Jean-Paul, en narcissistisk dagdriver, hvis ulmende usikkerhed eksploderer, da hans gamle ven Harry (Maurice Ronet) ankommer og åbenlyst flirter med Jean-Pauls kæreste Marianne (Schneider). Overtaget af jalousi drukner Jean-Paul Harry i swimmingpoolen, der hidtil har været filmens fredelige midtpunkt. Endnu mere foruroligende er Mariannes og Birkins... (teksten afbrydes)

Her er en mere naturlig og flydende omskrivning af din tekst, der bevarer den oprindelige betydning:

---

La Piscine (1969)
Selv offerets datter, Penelope, virker ligeglad med mordet. Rigdommens tyngde er lige så kvælende som en trykkende sommmerdag ved poolen. La Piscine tager et mørkt, forførende dyk ned i lyst, jalousi og grådighed og beviser, at intet er mere tiltrækkende end luksusen ved ikke at bekymre sig.

Last Summer (1969)
Frank Perry Jr.s Last Summer er et stille minde om slut-60'ernes USA, selvom tonen er mere europæisk. Perry, kendt for modkulturelle perler som David and Lisa og The Swimmer, skabte en film, der bedst huskes for sin chokerende voldtægtsscene, der gav den en X-rating. Historien følger tre velhavende teenagere (herunder en ung Barbara Hershey) på Fire Island, hvor filmen bygger op til en voldelig handling, efter de møder en naiv outsider. Ligesom La Piscine fanger den en delt galskab, hvor paradis bringer det værste frem i mennesker. Over 50 år senere afspejler Last Summer stadig modkulturens mørke drejning – fra sorgløs Beach Boys-idealisme til Manson-familiens brutalitet.

Hotel Fear (1978)
Den mest obskure film på denne liste, Hotel Fear (Pensione Paura på italiensk), er et fremragende eksempel på de arthouse-exploitationfilm, Italien udmærkede sig med i slut-70'erne. En blanding af giallo, coming-of-age-drama og krigstidskammerstykke følger et kæmpende søsidehotel drevet af enken Marta og hendes teenage-datter Rosa. Mens Mussolinis regime kollapser, forvandler gæsterne – der slapper af, drikker og misbruger Rosa (spillet af B-film-stjernen Leonora Fani) – stedet til et hule af depravering. Da Marta dør under mystiske omstændigheder, står Rosa tilbage med at udholde rædslerne alene.

Hotel Fear er brutal at se, med Rosas lidelser grænsende til sadistiske. Men dens portræt af hotellet som et korrupt, grænseoverskridende sted antyder, at alle rejsefantasier bygger på udnyttelse af andre – deres land, arbejdskraft og kroppe. Hver gæst er en trængende; hver vært en tjener. Få film siden Psycho har afdækket hotelbranchens mørke underbelly så skarpt.

White Mischief (1987)
Baseret på James Fox' true crime-roman udforsker White Mischief det uopklarede mord blandt Kenyas "Happy Valley"-selskab – britiske aristokrater, der behandlede kolonien som deres lovløse legeplads. Historien følger den aldrende Sir Henry "Jock" Broughton og hans unge kone Diana, hvis affære med den charmerende Jarl af Erroll ender i mord, efter han offentligt ydmyger Broughton. Anholdt men frikendt efterlader Broughton mysteriet uopklaret og afslører råddenskaben under elitens glamourøse eksil.

---

Denne version bevarer essensen af din oprindelige tekst, mens den gør den mere flydende og engagerende. Lad mig vide, hvis du ønsker yderligere forbedringer!

Den efterfølgende retssag bliver en af århundredets største skandaler.

White Mischief hører til en niche undergenre af summer noir-film, hvor hvide kolonister indlader sig i romantiske – eller nogle gange voyeuristiske – fantasier under den tredje verdens eller tropiske landskabers brændende sol. Disse film, som Cecilia (1982), Heat and Dust (1983), The Lover (1992) og Wide Sargasso Sea (1993), forbinder ofte sensualitet og begær med den hvide krops møde med solbadede omgivelser. Varmen og fugtigheden synes at vække primitive lyster og forvandle sommeren til en uundgåelig fantasi. Som en kolonifigur i White Mischief stønner ved solopgang: "Åh Gud, ikke endnu en forbandet smuk dag."

### Bully (2001)
Larry Clarks film har altid afdækket teenage-livets mørke side og afsløret ungdommens hensynsløse ritualer. Fra hans fotobog Tulsa fra 1960'erne til hans 90'er-film Kids og Ken Park har Clark udforsket, hvordan amerikanske teenagere fra forskellige baggrunde reagerer på kedsomhed og mål