Jeg står midt på Edinburghs Royal Mile, omgivet af bølger af turister på vej mod byens berømte slot i enden af gaden. Næsten i hver butiksfacade lokker souvenirbutikker med rabat på tweed, og lyden af sækkepiber ekkoer et sted i nærheden. Alligevel lægger jeg knap nok mærke til noget af det. Jeg lytter, helt betaget, til historien om Maggie Dickson, en uretfærdigt behandlet kvinde fra historien, som i det tidlige 18. århundrede blev uretmæssigt dømt for barnemord og hængt på netop dette sted. Mod alle odds overlevede Dickson den offentlige henrettelse og levede i årtier efter.

Dette er ikke en spøgelsestur, selvom Dicksons historie let kunne fortælles på en uhyggelig måde. Det er noget solidt forankret i virkeligheden: en gåtur, der fokuserer på de oversete historier om Edinburghs historiske kvinder, kvinder som længe har været usynlige. Gayle, min guider, forstår sandsynligvis følelsen af usynlighed bedre end de fleste. Som mange andre oplevede hun perioder med hjemløshed efter at have kæmpet med psykisk helbred og en række voldelige forhold. Efter års modgang, hvor hun sov i herberger og kvindecentre, har hun fundet ikke blot beskæftigelse, men en platform: at lede ture for Invisible Cities, et stille, revolutionært socialt foretagende, der omformer vores forståelse af hjemløshed, turisme og de historier, byer vælger at fortælle.

Grundlagt i 2016 træner Invisible Cities mennesker, der har oplevet hjemløshed, til at lede fortællingsrige gåture i deres egne byer, baseret på deres egne perspektiver. I dag opererer organisationen i seks byer over hele Storbritannien – Edinburgh, Glasgow, Manchester, York, Cardiff og Aberdeen – med ambitiøse planer om at udvide til ti byer inden udgangen af 2026, deres 10-års jubilæum. Modellen er bedragersk enkel: turisme som et middel til beskæftigelse, historiefortælling som en måde at skabe forbindelse på, og byer set gennem øjnene af mennesker, der har levet på deres marginer.

Ligesom Gayle, som designede "Women of Edinburgh"-turen, skaber hver af Invisible Cities' guider deres egen rute og væver personlige indsigter sammen med lokal historie og kultur. Resultatet er en oplevelse, der føles utroligt intim. Når man går gennem en by med en person, der har sovet på dens gader, navigeret i dens sociale ydelser og genopbygget et liv inden for dens grænser, kommer stedet selv i skarpere fokus, og man ser det i en ny og rigere sammenhæng.

Invisible Cities er hjerneskuddet fra Zakia Moulaoui Guery, hvis egen snoede vej førte hende fra hendes fødeland Frankrig til Skotland, hvor hun slog sig ned i starten af tyverne. Hun arbejdede som lærer i Edinburgh, inden hun skiftede til at producere storskala events. En begivenhed især efterlod et varigt indtryk: Homeless World Cup, en årlig international fodboldturnering, der støtter mennesker, der har oplevet hjemløshed.

Moulaoui Guerys tid med Homeless World Cup – hun arbejdede som dens direktør for international partnerudvikling i flere år – bragte hende rundt omkring i verden, fra Paris til Mexico, Polen, Chile og videre. Hun så førstehånds, hvordan deltagelse i turneringen forvandlede spilleres selvtillid og identitetsfølelse. "Det tændte idéen om, at man kan gøre noget kreativt, mens man støtter mennesker," siger hun. "Det handler ikke om at imødekomme umiddelbare behov – man giver ikke mad eller husly – men om at give folk en følelse af formål." Alligevel vendte hun tilbage til et vedholdende spørgsmål: hvordan kunne den samme slags meningsfuld forbindelse med mennesker, der står over for hjemløshed, ske uden for en årlig, struktureret begivenhed? Hvordan kunne almindelige mennesker, fra lokale til turister, få adgang til disse historier på en måde, der føltes naturlig og respektfuld?

I 2014 fik Moulaoui Guery en ødelæggende kræftdiagnose, som satte hendes karriere i events på pause. "Det fik mig til at indse, hvor vigtig rejser var for mig," siger hun. "Min første tanke var: betyder det, at jeg ikke kan rejse mere? Lægerne sagde til mig: 'Absolut ikke – du har brug for at hvile og hele,'" siger hun. At stå over for alvorlig sygdom bragte alt i skarpt fokus. "Som det gør for mange mennesker, fik det mig til at ville gøre min egen ting, at bygge min egen organisation i stedet for at arbejde for en anden," fortsætter hun. "Det gjorde mig lidt modigere på den måde."

Efter afsluttet behandling spurgte hun sig selv, hvad hun virkelig elskede. Svaret var klart: rejser, historiefortælling og ægte menneskelig forbindelse. Hun deltog i et inkubatorprogram for at udvikle en tidlig idé, og sommeren 2016 lancerede hun officielt Invisible Cities.

Fra starten designede hun Invisible Cities til at arbejde tæt sammen med lokale organisationer mod hjemløshed, som giver guiderne træning, mentoring og løbende støtte. Det partnerskab er afgørende, forklarer hun. "Vores guider kan stadig være i gang med at håndtere helbredsproblemer, psykiske udfordringer, familiesituationer eller ustabilt boligforhold. Vi leder altid med partnerskab."

Et stort vendepunkt kom efter en BBC-feature belyste Invisible Cities. Tilfældigvis så nogen fra Royal Foundation det og tog kontakt. Fondens mission – at ændre narrativet omkring hjemløshed – stemte perfekt overens med Invisible Cities' etos. I marts 2025, som en del af lanceringen i Aberdeen, sluttede Prins William sig til en tur ledet af en af guiderne og stod side om side med Moulaoui Guery i møder med partnerorganisationer og potentielle sponsorer. "Han stillede mange spørgsmål," siger Guery, "men vendte altid tilbage til: 'Så hvordan skal vi støtte det, der sker?' Han tager det ansvar meget alvorligt. Teamet omkring ham gør også. Det var bare: 'Vi vil støtte jer. Vær ikke bekymret for resten. Vi klarer det.'"

På trods af den højprofilerede anerkendelse forbliver kernen i Invisible Cities dybt personlig. Guider vælger de historier, de vil fortælle, og de ruter, de vil gå. For Gayle, min guider i Edinburgh, var en tur med fokus på kvinder en naturlig match. Hun lærte først om Invisible Cities gennem Sparkle Sisters, en begivenhed for hjemløse kvinder, der tilbød gratis bh-fitting, klipning, tøj og toiletartikler. Guery var der og talte kort om sin organisation. "Jeg var fascineret og ville blive involveret," siger Gayle. Efter en samtale og træning begyndte hun at skabe sin egen tur om Edinburghs kvinder. Hun har været guider i tre år nu og har, ligesom sine kolleger, fundet ikke blot beskæftigelse og selvstændigt liv, men også en måde at dele ufortalte historier centreret om kvinder. "Det er helt anderledes end noget, jeg har gjort før," siger hun. "Det giver mig uafhængighed og selvtillid." Gayle kunne flytte til selvstændig bolig, selvom Guery bemærker, at rekruttering af kvindelige guider fortsat er en udfordring.

Organisationens indvirkning kan måles på nogle måder – primært gennem den beskæftigelse og overførbare færdigheder, der gives til dens snesevis af guider og praktikanter – men dens effekter er også sværere at kvantificere. Turene tiltrækker rejsende, der er i stigende grad interesserede i bevidst turisme, bæredygtighed og oplevelser, der giver noget tilbage. De er yngre, dristigere rejsende, der er villige til at prøve noget nyt. I betragtning af turismens demografi i Storbritannien er mange af dem amerikanere. De vil have noget ud over det sædvanlige – noget, der efterlader et indtryk både på det sted, de besøger, og på dem selv. Og i stigende grad "vil de have deres penge til at støtte en god sag," bemærker Guery. Det er bestemt en helt anden oplevelse end at sidde i en sightseeingbus og bare kigge ud ad vinduet for at nå at se så mange seværdigheder som muligt.

I øjeblikket er Guery fokuseret på organisationens udvidelsesplaner, med nye steder undervejs i Sheffield, Bournemouth, Lambeth i England, Newport i Wales og Belfast i Nordirland. "Jeg sagde til Prins William, at det ville være 10 byer på 10 år," griner hun. "Så nu er jeg nødt til at få det til at ske."

Da jeg forlod mylderet på Royal Mile efter min tur, tænkte jeg på, hvor let byer kan simplificeres af turisme – reduceret til blot landemærker og legender, eller oplevet uden nogen dybere forståelse. Invisible Cities udfordrer dette ved at understrege, at de lokale mennesker, vi passerer, har historier at dele. Som oftest er det historier, der er værd at høre.

**Ofte stillede spørgsmål**

Selvfølgelig. Her er en liste over ofte stillede spørgsmål om et vandretursfirma, der sigter mod at ændre perspektiver på hjemløshed, designet til at lyde som spørgsmål fra rigtige mennesker.

**Begynder / Generelle spørgsmål**

1. **Hvad handler denne vandretur om?**
Det er en uddannelsesmæssig vandretur ledet af guider med egen erfaring med hjemløshed. Den fokuserer på menneskelige historier, systemiske årsager og lokalhistorie for at fremme forståelse og medfølelse, snarere end at behandle hjemløshed som et fjernt problem.

2. **Hvordan er dette anderledes end en almindelig bytur?**
Mens en almindelig tur fremhæver arkitektur og berømt historie, fremhæver denne tur socialhistorie, ressourcecentre og personlige fortællinger. Målet er indsigt, ikke bare sightseeing.

3. **Hvem leder turene?**
Ture ledes primært af personer, der personligt har oplevet hjemløshed eller boligusikkerhed, ofte i samarbejde med socialrådgivere eller samfundsfortalere. Dette sikrer autenticitet og giver lønnet beskæftigelse til en fair løn.

4. **Er det sikkert?**
Ja. Ture følger planlagte offentlige ruter i dagslys. Virksomheden arbejder tæt sammen med samarbejdspartnere i lokalsamfundet og prioriterer sikkerheden og komforten for alle deltagere og guider.

5. **Hvor meget koster det, og hvor går pengene hen?**
Billetpriserne varierer, men en betydelig del støtter direkte guidens løn, mens resten finansierer det sociale foretagende. Nogle ture kan tilbyde "betal-hvad-du-kan"-muligheder eller donere en del af overskuddet til lokale boliginitiativer.

**Dybdegående spørgsmål / Indvirkning**

6. **Hvad er den vigtigste ting, I ønsker, folk tager med sig fra turen?**
Vi håber, folk går fra turen med at se hjemløshed som et komplekst, systemisk problem, der involverer rigtige mennesker med forskellige historier, snarere end et ensartet problem eller et resultat af personligt svigt. Målet er at erstatte stigma med empati.

7. **Hjælper dette faktisk hjemløse mennesker, eller er det bare fattigdomsturisme?**
Dette er et centralt bekymringspunkt. En ansvarlig tur adskiller sig ved: 1) At ansætte og styrke guider med egen erfaring, 2) At sætte deres agens og fortælling i centrum, 3) At lede ressourcer tilbage til samfundet, og 4) At fokusere på uddannelse og fortalerarbejde frem for spektakel.

8. **Hvad er nogle almindelige myter om hjemløshed, som turen adresserer?**
Turen udfordrer ofte myter som: "Det er altid et valg," "De er alle sammen afhængige eller psykisk syge," "De er ikke herfra," eller "Serviceydelser er nemme at få adgang til." Guider giver nuanceret, virkelighedsnær kontekst.