Man "opdager" ikke blot Mavis Gallant; man slutter sig til læsernes kor, der efter mødet med hendes noveller næsten bliver svimle af begejstring og føler sig genoplivet til litteraturen, til læsning, til selve sproget. Jeg blev så grebet af en meget kort novelle, "Orphan's Progress", gemt midt i The Uncollected Stories of Mavis Gallant (udgivet tidligere i år), at jeg skyndte mig online for at lære mere om den. Det viste sig, at blot måneder forinden havde Margaret Atwood skrevet et glødende hyldestskrift til netop det samme korte, brutale mesterværk. Hvor brutalt? "Når kvinder bliver mærkelige, sker det meget hurtigt," skriver Gallant i novellens åbningsafsnit. "Det første tegn er mangel på omtanke for tøj og hår, og med ét er de ludere." Den kvikke Fran Lebowitz har kaldt Gallant "den uomtvistelige mester af den engelsksprogede novelle."

At sige, at "Orphan's Progress" blev placeret uden videre ceremoniel, er at misforstå denne bogs formål. Det er en strålende samling noveller, hvoraf nogle måske var gået tabt for evigt uden dens redaktørs, forfatteren Garth Risk Hallberg, dedikerede arbejde. (Hans forord er både et kærlighedsbrev, der gør denne artikel til skamme, og en vidunderlig guide til skattene i bogen.) Selvom der har været andre samlinger af Gallants værker – heriblandt en mesterlig Collected Stories fra Everyman's Library – samler denne bind noveller, der enten ikke var samlet før eller var faldet ud af tryk.

Dette er ikke overraskende, da Gallant var en af sin tids mest produktive novelleforfattere. Hun skrev 103 noveller til The New Yorker alene – flere end Cheever og næsten lige så mange som Updike – men hun forbliver langt mindre kendt end disse kæmper. Dette kan skyldes hendes køn, eller fordi hun ikke var en del af den amerikanske litterære scene (hun blev født i Canada og flyttede til Paris som 28-årig i 1950). En sigende anekdote fra hendes liv illustrerer de udfordringer, kvinder stod over for i at hævde deres egne fortællinger: Da hendes soldatmand vendte tilbage fra Anden Verdenskrig, fortalte hun ham, at hun ønskede at flytte til Europa. Han nægtede, ægteskabet sluttede, og som hun senere sagde: "resten af hans liv stolt så han sig selv i de fleste af mine mandlige protagonister. Og det var aldrig sandt!"

I kronologisk arrangerede samlinger kan man ofte følge en forfatters vækst, deres mindre polerede tidlige forsøg og biografiske tråde tæt på overfladen. Gallant trækker da også på sit eget liv. Hendes mor efterlod hende i et kloster som fireårig, og forældreløse børn og piger på søgen efter forbindelse befolker hendes noveller. Selv tosproget viser hendes værk en skarp følsomhed over for både engelsktalende og fransktalendes nuancer og fordomme. Under Anden Verdenskrig arbejdede hun på en avis i Montreal, en erfaring, der formede hendes forståelse af magtdynamikker. "Så snart jeg indså, at jeg fik omkring halvdelen af den løn, mændene tjente," skriver hun i en novelle om en grøn reporter ("With a Capital T"), "besluttede jeg at udføre halvdelen af arbejdet." I virkeligheden var hun hårdere ved sig selv end nogen redaktør og udførte aldrig faktisk halvdelen af arbejdet. ("Gør mig glad," skrev New Yorker-redaktøren William Maxwell engang til hende, "send mig noveller.") Gallant giftede sig aldrig igen og fik ikke børn. Kvinderne i hendes noveller betragter ofte konventioner med dyb usikkerhed – ikke som ikonoklaster, men som stærkt uafhængige individer.

Gallants noveller dykker ned i udforskningen af menneskeligheden og bevæger sig adræt mellem humor og rædsel. Hun er en unik mester – måske nærmest i ånd til Alice Munro, men alligevel helt sin egen skaber. For at citere endnu en stemme fra hendes beundrerkor: da Jhumpa Lahiri i 2009 tog til interview med hende, følte romanforfatteren sig noget desorienteret i Gallants nærvær. Om sin heltinde huskede Lahiri: "I sidste øjeblik, før jeg gik, fortalte jeg hende det eneste, jeg følte var værd at sige: 'Ingen skriver som dig.'"

Gallant mente, at hendes noveller ikke skulle læses i træk, og jeg har fulgt hendes råd i år og gemt dem til når jeg føler mig mismodig eller uinspireret af hvad jeg ellers læser. Der er ingen bedre tonic, ingen hurtigere kur mod desillusion. Jeg inviterer dig til at deltage.

Føj til ønskeliste
The Uncollected Stories of Mavis Gallant – $21 hos BOOKSHOP


Ofte stillede spørgsmål
Selvfølgelig. Her er en liste over ofte stillede spørgsmål om The Uncollected Stories of Mavis Gallant og dens indvirkning, designet til at lyde som spørgsmål fra rigtige læsere.

Generelle begynder-spørgsmål

1. Hvem er Mavis Gallant, og hvorfor er hun vigtig?
Mavis Gallant var en canadisk-født mester af novellen, der tilbragte størstedelen af sit liv i Paris. Hun fejres for sine præcise, indsigtsfulde og ofte vittige skildringer af eksilister, outsidere og menneskelige relationers kompleksiteter, hvilket gør hende til en af det 20. århundredes største novelleforfattere.

2. Hvad betyder "Uopsamlede noveller"?
Det betyder, at disse er noveller, som Gallant offentliggjorde i magasiner som The New Yorker over årtier, men som aldrig blev samlet i en af hendes tidligere bøger. Denne samling bringer dem sammen for første gang og tilbyder en skattekiste af nyt materiale fra en elsket forfatter.

3. Jeg har aldrig læst Gallant før. Er dette et godt sted at starte?
Det kan det være, men det er et dybt dyk. Samlingen er stor. Mange anbefaler at starte med et kurateret udvalg som The Selected Stories of Mavis Gallant for at få en smag. Men hvis du er engageret, er et dyk ned i de uopsamlede værker en spændende måde at opleve hendes genis fulde omfang på.

4. Hvad er tonen eller stilen i hendes skrivning?
Gallants stil er klar, observant og psykologisk skarp. Hun serverer ikke følelser på en ske, men afslører dem gennem subtile detaljer, dialog og ironi. Hendes tone kan være ironisk, melankolsk, medfølende og brutalt ærlig – ofte alt på én gang.

Fordele og indvirkning

5. Hvorfor giver denne bog dig din tro på litteraturen tilbage?
I en tid med hurtige handlinger og enkle fortællinger kræver og belønner Gallants noveller opmærksomhed. De minder os om, at litteratur kan fange de dybe nuancer i den menneskelige erfaring med en uovertruffen dybde, intelligens og kunstnerisk skønhed, og viser, hvad novelleformen virkelig kan opnå.

6. Hvad får jeg ud af at læse disse noveller?
Du får en mesterklasse i karakterobservation og økonomisk fortællekunst. Du møder tidløse temaer som udstødelse, hukommelse og familie. Mest af alt oplever du den stille tilfredsstillelse ved at læse prosa, der både er smukt skabt og dybt sandfærdig.