Her er en omskrevet version af din tekst på flydende, naturligt dansk, mens den oprindelige betydning bevares:
---
Dybt inde i Manhattan’s Morgan Library & Museum ligger The Black Hours, en sjælden illumineret manuskript fra det 15. århundrede. Ligesom mange middelalderlige bønnebøger, vejledte den kristne husholdninger i deres daglige andagter. Men det, der gør The Black Hours unik – dens kulstofmørkede pergamentsider, der får de sølv- og guldbogstaver samt de intrikate religiøse illustrationer til at skinne – gør den også utrolig skrøbelig.
"Det er som en spøgelseshistorie," siger kunstneren Lily Stockman, hvis egne abstrakte malerier udstråler en lysende kvalitet. Hun har aldrig set The Black Hours i virkeligheden (få har – den blev sidst udstillet i 1997), men for år tilbage hørte hun om denne 500 år gamle bog, som nu omhyggeligt er bevaret i en syrefri æske. "Der er noget romantisk ved det," tænker hun.
Stockman, som altid har været en polymath, begyndte at studere andre middelalderlige bønnebøger fra sit solfyldte studie i Glassell Park, det nordøstlige Los Angeles-kvarter, hun deler med sin mand og deres tre små børn. Hun bemærkede en forbindelse mellem disse gamle manuskripter og hendes eget arbejde.
"Jeg elsker kompositionen af siderne – de frodige dekorative kanter, der indrammer en malet scene indeni," siger Stockman, 43. "Mine malerier fungerer på samme måde: kanten fungerer som en beholder for de levende, svævende former indeni." Hun blev også draget af, hvordan disse bøger skabte øjeblikke til stille refleksion gennem dagen.
Denne udforskning inspirerede hendes seneste serie, Book of Hours, som vil debutere i september på Charles Moffetts nye galleri i Tribeca. De tolv oljemalerier deler træk med hendes tidligere arbejde – livlige kanter, der indrammer forenklede, naturinspirerede former, der antyder frø, dahlier og enge. Disse former sporer tilbage til hendes barndom på en høfarm i New Jersey, hvor hun voksede op som den ældste af fire søstre og arvede sin mors kærlighed til havearbejde. Den nye serie fortsætter dette tema med henvisninger til rabarber, krusende damme og Maines kyst.
Men Stockman har sat sig en ny udfordring: at lade sporene af sin proces være synlige. "Jeg vil have arbejdet, beslutningerne, selv fejlene til at vise sig," siger hun. Mindre poleret, mere som livet selv. I Ipswich, et af hendes største nye værker på syv fods højde, afslører den pulserende røde, pink og hvide kant rå penselstrøg. "For få år siden kunne jeg måske have udglattet alt det," indrømmer hun.
Selvom hendes malerier er geometriske, bærer de en håndlavet varme, der bedst kan opleves i virkeligheden. "Når du står foran dem, kan du ikke undgå at bemærke den lette vaklen i linjerne – ligesom hos en Agnes Martin," siger Charlie Moffett, der gav Stockman hendes første soloudstilling, da han åbnede sit galleri i 2018. Han har været en hengiven støtte, siden de mødtes gennem fælles venner for over et årti siden. "Jeg husker, at jeg ringede til hende, da jeg stadig var hos Sotheby’s, og sagde, at jeg ikke ville åbne galleriet, medmindre hun sagde ja til at være min første udstilling."
Siden da er Stockmans arbejde blevet vist i soloudstillinger og gruppeudstillinger over hele verden, fra Gagosian i Athen til Le Corbusiers Maison La Roche i Paris. "Hun kunne være blevet i komfortzonen – hendes værker solgte," bemærker Moffett. "Men hun pressede sig selv og eksperimenterede med nye paletter og former. Det er ikke let for en succesfuld ung kunstner."
---
Lad mig vide, hvis du ønsker yderligere forfinelser!
2024. Ed Mumford. Courtesy of Charles Moffett.
Fra en tidlig alder var Lily Stockman betaget af både natur og kunst. "I folkeskolen tegnet jeg heste overalt på mine gangetabeller, og i gymnasiet kom jeg i problemer for at lave tegninger i græsset med plæneklipperen," husker hun. Under sine universitetsår på Harvard, hvor hun studerede kunst, fandt hun inspiration i klasseture til Fogg Museum. "Kuratorerne viste os renaissancesaltere, vi kun havde set på dias," siger hun. Selvom hendes stil er moderne, er den rig på genklange af historisk kunst.
Hendes arbejde bærer også dybt personlige understrømme – selv når den fulde historie ikke er umiddelbart klar for hende. Tag Ipswich, et maleri med bølgende ringe af blåt og indigo inden for en rød kant. Stockman husker en professor, der boede i et Cape Cod-stil hus ved Bostons marskland. "Vi havde lange middage der og så tidevandet komme ind og oversvømme marskgræsset, før det trak sig tilbage og efterlod fløjlsbløde krusninger i mudderet," siger hun. Senere stødte hun på gamle sort-hvid-fotos af græs, der blev skåret og stablet til kvæg – "som New Englands svar på Monets høstakker." Først da forbindte hun maleriet med sin barndom på en høfarm. "Disse former opstår ofte fra noget begravet i min underbevidsthed. Det er først, når de tager form på lærredet, at jeg forstår dem."
Men det er ikke kun formerne, der gør Stockmans malerier så slående – det er farverne, livlige og harmoniske på en måde, der både er ophidsende og beroligende. "Hun er en enestående kolorist," siger kurator Helen Molesworth, der vil vise Stockman i en kommende David Zwirner-udstilling om en ny generation af Californiens lys- og rumkunstnere. Før kandidatstudiet på NYU tilbragte Stockman et år i Jaipur, hvor hun studerede mogul-miniaturmaleri, en oplevelse der fordybede hendes respekt for farve – fra råmaterialer som lapis lazuli, der males til ultramarin, til kraften i visse kombinationer.
Lily Stockman, Love Letter, 2024. Ed Mumford. Courtesy of Charles Moffett.
Af alle hendes passioner er havearbejde måske den mest formende – og den bedste metafor for hendes arbejde. "Det er mit modersmål for at markere tid," siger hun. Da vi talte tidligt på sommeren, noterede hun de skiftende farver og dufte i hendes have: irisene, der falmede, og roserne, der lige var begyndt at blomstre. Hendes mor introducerede hende til farveteori gennem blomster og tog hende som barn med til en af de få haver i USA, designet af Gertrude Jekyll. Jekyll behandlede planter som maling og arrangerede bløde blå og lilla nuancer ved havkanten for at opløse grænsen mellem land og himmel.
Men haver, ligesom livet, er skrøbelige. "Et rosenblad kan være udsøgt, men det kan også blive mørnet," bemærker Molesworth. "Stockman kæmper med denne dualitet – både i kunsten og i livet." Derfor føles hendes omfavnelse af ufuldkommenhed i det nye arbejde så ophidsende. Linjens vaklen, blomsterbladets plet, den flossede kant på en bogside – det er mærker efter noget levende, noget der skinner gennem brug.