Carrie Bradshaw er nu romanforfatter. Efter at have skrevet syv bestseller-faglitterære bøger om sex og dating – med titler som *Manhattan* og *A Single Life* – prøver den tidligere klummeskriver i halvtredserne kræfter med skønlitteratur. Og nej, denne bog handler ikke om en single kvinde, der navigerer i New Yorks datingliv. I stedet følger den en kvinde fra det 19. århundrede, der gennemgår en eksistentiel krise – hvilket på en måde føles endnu mere ægte Carrie Bradshaw end noget, *And Just Like That*-forfatterne kunne have fundet på.

Men hvad handler bogen egentlig om? Gennem seriens tredje sæson får vi små hints – linjer skrevet i kæmpestort skrift (modigt, Carrie) og læst højt, mens hun skriver i Pages. Vi ved, at handlingen foregår i 1864, at der er en romantisk historie involveret, og at den er inspireret af hendes nye duplex i Gramercy Park (så meget endda, at hun ikke engang har møbleret den ordentligt). Men hvad mere? Her er alle de spor, vi har fået indtil nu, sat sammen for at kortlægge plottet.

### **Afsnit et**
**"Kvinden spekulerede på, hvad hun var havnet i."**

Bogen åbner midt i en begivenhed – vi ved ikke præcis, hvad hovedpersonen er stødt ind i, men da Carrie lige havde været i telefon med Aidan, før hun pludselig følte sig inspireret til at skrive, kan vi gætte på, at det er en form for romantisk forvikling.

### **Afsnit to**
**"Mens hun sad i sollyset, følte kvinden tågen fra de sidste to nætter lette. Hun indså, at hendes nylige søvnløshed og usikkerhed var rester fra en anden tid. En tid, hvor hun var mindre sikker på sin vej. Dette er et nyt hus, mindede hun sig selv om. Et nyt liv. Dette var ikke hendes fortid, det var nutiden. Maj 1864."**

Så måske er kvinden ikke ulykkelig i sit forhold – hun tillader bare ikke sig selv at være glad? Historien foregår i 1864, ved slutningen af den amerikanske borgerkrig, efter Manhattan-draftoprørene, med Lincoln som præsident. Kunne hendes protagonist, ligesom Carrie, være ved at komme ud af en ustabil periode og kæmpe for at finde ro i sit nye liv?

**"Kvinden løftede sit underlag og skyndte sig op ad den snoede jernstige. Hun trådte forsigtigt i sine duegrå knappestøvler for at sikre, at hun ikke ville snuble, da hun krydsede dørtrinet og fortsatte sin vej."**

Carrie læser dette højt, mens hun selv går op ad sin egen jernstige. Tilfældighed? Næppe – hendes hjem i Gramercy Park blev bygget omkring 1846, så tidslinjen passer.

### **Afsnit tre**
**"Kvinden havde overlevet den farlige rejse, stort set uskadt – omend frataget sin natkjole og sin tæppetaske. Med ikke meget mere end sine tanker som selskab krøb hun under dynerne for at holde den kolde, usikker nat på afstand."**

Hvorfor forlod denne kvinde sit townhouse i Gramercy (sandsynligvis i en hestevogn)? Ingen idé. Men da parallellerne er stærke, tog hun sandsynligvis – ligesom Carrie, der besøgte Virginia – af kærlighedsrelaterede årsager, som hun måske kommer til at fortryde senere.

### **Afsnit fire**
**"Kvinden kiggede ud af sin togkupe, forvirret – ikke helt sikker på, om hendes anstrengende rejse havde bragt hende tættere på eller længere væk fra de ting, hun længtes mest efter."**

Ah, så hun tog et tog for at besøge sin elsker – et dristigt træk, da tog stadig var relativt nye i New York. Og, overraskelse, hun er stadig usikker på forholdet. Lyder det bekendt?

### **Afsnit fem**
**"Kvinden smækkede vinduerne op for at lukke byen ind. Hun kunne høre hestene..."**

(teksten afbrydes, men vi kan antage, at historien fortsætter med mere af Carries signatur-introspektion – en blanding af hendes eget liv og hovedpersonens på en måde, der utvivlsomt føles som *hende*.)

På dette tidspunkt er det tydeligt, at "kvinden" i bund og grund er Carrie, blot 160 år tidligere. I modsætning til Carrie virker hun dog mere opmærksom på, at hendes forhold holder hende tilbage følelsesmæssigt. Carrie, tag noter! Løb frit i dine Terry de Havilland-hæle!

### **Afsnit seks**
**"Liljekonval i haven bøjede deres fine hvide hoveder i det stønnende regnvejr, mens kvinden indenfor vovede sig ud i det ukendte."**

Forestiller jeg mig ting, eller lyder det lidt... suggestivt? For kontekst: I afsnit seks inviterer Duncan Carrie hjem til den mærkelige gryderet. Bare en tanke!

**"Trods splintret vidste kvinden, at bruddet ikke var dødbringende. Med tid og pleje ville det hele sig – for båndene mellem dem var stærkere end spundet glas."**

Da Aidan smadrer Carries vindue, siger hun: **"Disse vinduer har overlevet den Mexicanske Krig, Borgerkrigen, draftoprørene i '63..."** Så grundlæggende bliver Carrie hjemsøgt af "kvinden" i sin hverdag. Hun *er* kvinden. Det forklarer, hvorfor hun begynder at gå i de gammeldags kjoler, og hvorfor vindues-smadret også forekommer i bogen.

### **Afsnit syv**
**"Kvinden holdt fast i det, hun vidste var sandt."**

Gør vi ikke alle det? Og får hun nogensinde et navn?

### **Afsnit otte**
**"Efter hvad der føltes som en evighed, ankom lykken til hendes dør – uventet, som en sjælden rød fugl, der pludselig dukkede op i haven. Man holder vejret, bliver helt stille, bange for at den flyver væk."**

Jeg har en mistanke om, at Sarah Jessica Parker selv skrev dette – det lyder præcis som dengang i 2017, hvor hun gik helt amok over solformørkelsen og råbte om **"fugle, man næsten aldrig ser."** Hvad gør kvinden så glad her? Måske er hendes version af Duncan dukket op.

### **Afsnit ni**
**"Kvinden havde troet, at hun og hendes kærlighed levede i nuet, men nu indså hun, at de stadig var fanget i fortiden. Hvilket selvfølgelig betød, at de ikke havde nogen fremtid."**

Hurra! 1800-tals-Carrie har endelig slået op med 1800-tals-Aidan!

### **Afsnit ti**
**"Efteråret kom. Mens løvet blev guld og luften køligere, fandt kvinden sig selv igen. Timer blev til dage, dage til uger, smerte blev til produktivitet. Familien, der aldrig ville fylde hendes hjem – eller hendes hjerte – forsvandt, som et guldent blad, der blev brunt ved hendes fødder. Hun havde gjort alt, hvad hun kunne. Hun havde gjort alt, hvad hun kunne. Hun havde gjort alt, hvad hun kunne."**

Hvis Duncan virkelig var sådan en god forfatter, ville han have fortalt Carrie at springe de sæsonbaserede klichéer over og at gentagelser ikke altid virker. Men hey, det er en bog i en tv-serie, så... videre!

Det lader til, at kvinden endelig accepterer tingene – indtil Duncan dropper en twist:

**"Også smart: At manden overlever krigen, kun for at dø af et ubehandlet sår fra en tidligere kamp? Overraskende."**

Vent, så måske slog 1800-tals-Carrie ikke op med 1800-tals-Aidan – han døde bare...? Eller måske refererer Duncan til 1800-tals-Mr. Bigs død (da Peloton ikke eksisterede dengang). Mænd var for optagede af at gå i krig. Det ville forklare, hvorfor 1800-tals-Carrie er så hjemsøgt. Så hvad sker der nu?

I afsnit ti stiller Duncan det spørgsmål, vi alle tænker på:

Duncan: "Hvad sker der med kvinden? Ved du allerede slutningen?"
Carrie: "Tja, hun dør selvfølgelig af ensomhed."
Duncan: "Må jeg komme med et sidste forslag? Hun overlever. Hun er så unik en karakter – det ville være en skam at dræbe hende."
Carrie: "Jeg vil tænke over det."

**"Kvinden sad i sin have. Selvom sommeren var kommet og gået, kunne hun stadig mærke dens sidste varme på sit ansigt og sin krop. Hvor vidunderligt. Hvor vidunderligt. Hvor vidunderligt."**

Den sæsonbaserede metafor fortsætter – men i det mindste er kvinden ikke død af ensomhed *endnu*.

Så det er her, Carries romantiske periodedrama står. Bliver det hendes ottende bestseller? Kun tiden – og to afsnit mere – vil vise det. Men jeg gætter på: ja, højst sandsynligt.