Filminstruktøren Sarah Friedland husker sin bedstemor, en digtredaktør, som en frygtløs venstreorienteret intellektuel, der brugte sproget med omhyggelig præcision. Da demens senere fratog hende evnen til at tale, blev Friedland – som på det tidspunkt studerede dans – betaget af hendes udtryksfulde kropsbevægelser.

"Hun gynge og bankede i bestemte rytmer, så fuld af fysisk udtryk," husker Friedland, selvom familien talte om hende, som om hun allerede var væk. "Den afstand mellem den person, vi påstod ikke længere var der, og den, der stadig var tydeligt til stede foran mig, blev hængende i mig i årevis."

Disne erindringer formede Friedlands rørende debutfilm, Familiar Touch. Filmen, som havde premiere på Venedig Film Festival sidste år og vandt Bedste Debut, Bedste Instruktør og Bedste Skuespillerinde i Orizzonti-sektionen, følger Ruth (spillet med stille brillance af Kathleen Chalfant), en ældre tidligere kok, hvis liv skifter stille, da hun flytter i plejehjem. Friedland kalder det en "coming-of-old-age"-historie.

"Jeg ville udfordre idéen om, at aldring kun handler om forfald – at ældre mennesker langsomt forsvinder," siger hun. "I coming-of-age-historier udvikler karaktererne sig til nye versioner af sig selv. Hvorfor kan det ikke gælde for senere liv? Vores selvforståelse skifter, men der er stadig kontinuitet."

Friedland trækker på Lynne Segals bog Out of Time: The Pleasures and Perils of Ageing, især begrebet "tidslig svimmelhed" – måden vores tidligere selv-blandinger, når vi bliver ældre. Chalfant udtrykker dette smukt, mens hun skifter mellem legende flirten og en erfaren koks autoritative tilstedeværelse.

Som en fejret New York-teaterskuespillerinde kendt for Angels in America og Wit, følte Chalfant en dyb forbindelse til rollen. For syv år siden begyndte hendes bedste veninde, dramatikeren Sybille Pearson, at vise tegn på demens. "Da jeg læste Familiar Touch, var Sybille på et lignende stadie som Ruth," siger Chalfant. "På en måde var denne rolle en gave til hende – men endnu mere var Ruth Sybilles gave til mig. Da jeg så filmen, så jeg så meget af hende på skærmen."

Filmen startede som en bevægelsesstudie – Friedland, som har en baggrund i eksperimentelle dansefilm, udarbejdede Ruths bevægelser som "fodbolddiagrammer over, hvor karaktererne bevæger sig i et rum." Åbningsscenen, en omhyggeligt observeret sekvens af Ruth, der bevæger sig gennem sit længevarende hjem for sidste gang, sætter tonen.

Projektet voksede ud af Friedlands arbejde som deltidsplejer for New York-kunstnere med demens, hvilket ledte til at hun underviste ældre i filmproduktion. "Den tværgenerationssamarbejde var en af de mest glædelige oplevelser i mit liv," siger hun. "Det gjorde klart, at hvis vi skulle lave en anti-alderdomsdiskriminerende film, måtte vi arbejde sammen med ældre og deres plejere."

Resultatet blev en eksperimentel residency, der blandede filmproduktion og pleje på Villa Gardens i Pasadena. Over fem uger afholdt holdet workshops med beboerne, som senere deltog i produktionen. "Der er en myte om, at ældre ikke kan håndtere teknologi, hvilket er helt forkert," bemærker Friedland. "At se dem trække på deres livserfaring og anvende det på filmproduktion var utroligt."

At udforske filmkunsten var virkelig spændende. Beboerne hjalp med at forme filmens tone, især dens humor – som en kvinde, der bruger en poseklips til at holde håret tilbage. "En af de første ting, de sagde til mig, var: 'Denne film må ikke være deprimerende – den skal være sjov, men humoren må ikke håne dem. Den skal le med dem og omfavne det absurde og uhyggelige,'" forklarer Friedland. "Der er en unik form for humor, som folk i plejemiljøer kender godt, men som sjældent vises i film om aldring. For ofte portrætteres ældre nedladende, som om deres særheder bare er nuttede eller fjollede."

Beboerne holdt også produktionen forankret i virkeligheden. "At være omkring de mennesker, hvis historie vi fortalte, var en konstant virkelighedstjek – og de var ikke genert ved at dele deres meninger," siger Chalfant med et smil. "Desuden er det en generation – min generation – der voksede op med at elske film."

Til inspiration kiggede Friedland ud over amerikansk film til værker som Lee Chang-dongs Poetry (2010), Vittorio De Sicas Umberto D. (1952), Cristi Puiu's The Death of Mr. Lazarescu (2005) og den lesothiske film This Is Not a Burial, It’s a Resurrection fra 2019. "Disse film udforsker ældre menneskers indre liv og individualitet på en ægte måde," siger hun. "Det mangler ofte i amerikanske film, hvor aldring typisk fremstilles som en tragedie, der langsomt udsletter en persons identitet."

Filmen undersøger også, hvordan kvinder, der blev voksne under feministbevægelsen, håndterer behovet for pleje senere i livet. "Jeg tænkte på, hvordan det ville være for denne generation af kvinder, der kæmpede for uafhængighed, pludselig at skulle stole på pleje," bemærker Friedland. "Vores samfund ser ofte behov for pleje som afhængighed eller byrde, i stedet for at anerkende det som en del af en naturlig cyklus af gensidig afhængighed. Idéen om, at vi alle giver og modtager pleje på forskellige tidspunkter i livet, stemmer overens med feministiske værdier om fællesskab og gensidig støtte."

Denne problemstilling er langt fra abstrakt i dag. Senatet gennemgår i øjeblikket et lovforslag med drastiske nedskæringer i Medicaid, efter det blev vedtaget i Repræsentanternes Hus sidste måned. "Medicaid yder pleje til 17 millioner ældre i dette land. Hvis disse nedskæringer gennemføres, vil mange miste adgang til pleje," understreger Friedland. "Det er en meget skræmmende tid."

Familiar Touch har premiere i dag på Film Forum i New York City og vil udvides til udvalgte biografer landet over i de kommende uger.