I de tidlige 2000’er var New Yorks natteliv drysset med italiensk flair. Tænk på Babbo’s trøffeltoppede garganelli og Carbones $34 stegte rigatoni. Italiensk-inspirerede klub-restauranter som Bagatelle og Lavo tiltrak unge publikummer med dagsdansgulve og uendelige Bellinis. Pasta var stjernen, der definerede byens aftenliv.

Nu vender byen tilbage til et ældre manuskript. Med funklende lysekroner og martinivogne, der ruller ud, er den franske madlavning tilbage for at minde os om, at glamour eksisterede længe før tomatsauce. Disse nye steder er storslåede, livlige og polerede – fyldt med mennesker, der bestiller pâté ikke af tradition, men for sjov.

Frankrig har altid fascineret New York, sin åndsfælle på den anden side af Atlanten. I 1937 introducerede Le Veau d’Or new Yorkere for snegle og bœuf bourguignon, så de kunne smage på det parisiske liv. Fire år senere åbnede emigranten Henri Soulé Le Pavillon og satte standarden for gourmetmad i byen. Hans senere restaurant, La Côte Basque, var så fuld af allure, at Truman Capote udødeliggjorde den i en skandaløs novelle. Lutèce fulgte i 1961, lige da Julia Child fejrede indmad på tv.

I 70’erne og 80’erne blev franske teknikker som sous vide, beurre monté og bouquet garni fællessproget for alle seriøse køkkener. 90’erne forvandlede franske kokke til stjerner: Eric Ripert på Le Bernardin, Daniel Boulud, der satte sit præg på Le Cirque, og Anthony Bourdain, der stoltede gennem Les Halles. En reservation på Jean-Georges signalerede status, mens Keith McNally’s Balthazar genopfundet spisning hele dagen.

I 2010’erne poppede bistroer op i alle kvarterer, fra Alain Ducasses Benoit til Riad Nasr og Lee Hansons Frenchette. Vinbarer summede, da små retter overtog efter sølvhætter, og muslinger i Staub-gryder erstattede yellowtail crudo. Kokke som Daniel Rose, der vendte tilbage fra Paris, genoplivede lyonske klassikere som quenelle de brochet på Le Coucou.

I 2020’erne var den franske madkultur blevet global: Ha’s Snack Bar blandede vietnamesiske og franske smag med Maggi-sauce; L’Abeille inkorporerede japanske teknikker; Gregory Gourdets Maison Passerelle tilføjede kreolske touch. Crevette fremkaldte Middelhavet, mens Zimmi’s serverede hjemmelavede sydfranske retter.

Sidste år genoplivede det anmelderroste duo Nasr og Hanson den legendariske Le Veau d’Or, et hotspot engang foretrukket af Grace Kelly og Orson Welles, og en af de mest ivrigt forventede genåbninger i årevis. Hanson og Nasr beskriver "LVD" som distinkt "Manhattan-fransk", men menuen ærer klassikere som délices Veau d’Or – en trio af indmad svær at finde andre steder – og île flottante, der svæver som en drøm.

"Vi værdsætter, hvordan det var det mere afslappede franske sted blandt de mere fancy i området," sagde Hanson. "Vi elsker blandingen af stamgæster og nytilkomne... det er specielt at se alle forbinde og nyde sig selv."

Dernæst slog Chez Fifi, fra holdet bag Sushi Noz, sig ned på Upper East Side med lethed. Selvom det ikke er i det trendeste postnummer, tiltrækker det et blandet publikum. Franske standarder som foie gras-terrin, stegt kylling og ribeye tilberedes med legende præcision.

Men de fremragende retter afspejler et New York-twist: flad omelet med rødrejer og Hokkaido-søpindsvin, blåfinnet tun med citron og kaviar. "At have adgang til noget af verdens bedste fisk fra Japan er en stor attraktion," bemærker Joshua Foulquier.

Franske restauranter gør ikke bare comeback – de udvikler sig. De har tilpasset sig moderne spisende, hvor formalitet er byttet ud med sjov. På Bar Lumière i Cobble Hill betyder det en krabbefyldt doughnut; på Place des Fêtes i Clinton Hill ankommer sardin-toast med røget smør, lige som dåsefisk bliver den seneste trend på nettet.

De nyeste tilføjelser afslører imidlertid en by, der stadig skubber grænser med sin egen unikke smag, så New Yorks pulserende energi kan omdefinere det franske måltid.

På Le Chêne på Carmine Street, der åbnede i maj under Top Chef France-semifinalist Alexia Duchêne, udvises et friskt perspektiv på fransk madlavning. Den 30-årige kok bringer en stilfuld downtown-afslappethed, finpudset på Passerini og Le Taillevent i Paris, Frenchie i London og Margot i Brooklyn.

Hun rækker tallerkener gennem et buet køkkenvindue, mens hendes mand og medejer, Ronan Duchêne Le May, styrer spisesalen. Fransk discopop sætter stemningen, og livlige Basquiat- og Warhol-print skiller sig ud mod de skinnende hvide duge.

Le Chêne er Duchênes svar på forudsigelige klassikere som steak au poivre, snegle og foie gras-mousse. "Som franskmænd følte vi, at der manglede noget i New York – ikke en specifik ret, men den uanstrengte måde at spise på, som vi har i Frankrig," siger hun. Hun tilføjer, at for mange franske restauranter her drives af store restaurantgrupper. Hendes mål er mere dristigt og ambitiøst, men forankret i teknik og kreativ præsentation.

Menuen lever op til hendes stjernestatus: oeufs mayo tager en drejning mod en tunmelt, med tartar og blødkogte æg dækket af græskar-orange Mimolette-ost. En amuse-bouche af cremet fransk toast skinner med rød peberpuré, toppet med skiftende bid af Hokkaido-søpindsvin og knoglemarv. Sød harissa giver tartar et kick. Et tykt stykke foie gras-terrin inkluderer artiskok, dets fylde skåret af den bitre smag af brændt grapefrugt – en smag ofte undgået i traditionel fransk madlavning.

Stjerne retten er pithiviers terre et mer, en kuplet puffpastai fyldt med svinekød, kartoffelgratin og røget ål. Salatblade stikker ud som magiske bønneranker. Duchêne serverer den med jus og en rødbede-krydderi inspireret af sødsur sauce, en hyldest til hendes britiske baggrund.

Vinlisten spænder over 44 sider, med fokus på Champagne og Bourgogne. Over 4.000 flasker spænder fra smørhvide vine til jordede rødvine, nogle serveret i en hummerformet dekander. "Franske restauranter kan være formelle," indrømmer Duchêne. "Vi ville have noget lidt ophidset, der føles som en sjov aften ude."

Et par gader væk på Thompson Street tænder Château Royale, åbnet i juli 2025 af holdet bag Libertine, på varmen. Cody Pruitt, der medejer restauranten med Jacob Cohen, beskriver Libertine som deres nabolagsbistro og Château Royale som deres uforbeholdent New York-franske restaurant – og en meget sexet en af slagsen.

Huset i en filmisk townhouse er opdelt i to rum: nedenunder fanger en svagt oplyst 30-plads bar 80’er-stemningen. Ovenpå har en lys spisesal midt-århundredets grandeur med servitricer i hvide smokingjakker.

Kok Brian Young, tidligere fra Le Bernardin, genindfører de kaviarfyldte tiggerposer, han engang lavede på The Quilted Giraffe, et ikon fra 80’ernes power-dining. Nogle retter serveres på begge niveauer, men separate menuer fremhæver det dobbelte koncept: her mødes high fashion og downtown-cool.

Ovenpå genoplives en svindende underkost med retter som chicken cordon bleu, lobster thermidor og duck à l’orange. Pruitt bemærker, at disse faldt i unåde, da kreativitet overskyggede komfort. Her er de opdateret: duck à l’orange har calamansi, bergamot og blodappelsin; sablefish erstatter havbars og serveres med kaviar beurre blanc, en nik til både jødiske delikatesser og Nobus berømte miso-glazed version.

Den messingmartinivogn fuldender oplevelsen, der glider gennem lokalet med drinks så kolde, de bider. Skjulte frysereservere holder dem perfekte. "Vi ville ikke have, at noget skulle distrahere fra oplevelsen," tilføjer Pruitt, ikke engang lyden af is eller en omrører.

Nedenfor tager menuen en mere bogstavelig New York-tilgang: le burger med Fourme d’Ambert fortsætter byens tradition for franske bistroburgere, i fodsporene på Raoul’s og Au Cheval. Menuen har en duck confit-klub sandwich og chien chaud – bogstaveligt "hot dog" – en nik til Paris’ Harry’s Bar, der udelukkende serverer hot dogs. Her er den toppet med jordskokkeselleri-relish, trøffelaioli og artiskokker.

"At spise ude i New York begyndte med fransk mad. Over tid blev smagene mere afslappede eller flyttet andre steder hen, ofte til italiensk, men fransk mad har altid slået an hos new Yorkere," bemærker Pruitt.

Fransk dining forsvandt aldrig rigtigt, men den gør nu et stærkt comeback. Blandt yngre spisende erstatter den italiensk som go-to for sofistikeret. Da millennials er gået videre fra at snurre pasta i ostehjul og mod mere forfinede smage (og Amex-belønninger), søger de spiseoplevelser, der føles meningsfulde. En $79 surf-and-turf-pie virker nu som en værdig forkælelse.

Hvad gør fransk dining til New Yorks standardvalg for et fancy måltid? Dette er en by, hvor du kan feste på alt fra Seoul til Mumbai til Istanbul, hvor "tidløs" kun betyder noget, hvis den kan konkurrere med den seneste trend. Denne genopblomstring, hvis den kan kaldes det, er ikke så meget en kulinarisk bevægelse som et fælles ønske om mere og bedre. New York vil blive med at søge inspiration, men når den vil føle sig luksuriøs, dristig og lidt evig, vender den sig til fransk. Trods alt, vi har altid Paris.

Ofte stillede spørgsmål
Selvfølgelig. Her er en liste med nyttige FAQ om bølgen af nye franske restauranter i New York, designet til at lyde naturlige og give klare, direkte svar.

Generelle begynder-spørgsmål

1. Hvorfor lader det til, at der åbner en ny fransk restaurant hver uge i New York?
Der er en perfekt storm af faktorer: en fornyet kærlighed til klassisk mad af høj kvalitet, en ny generation af franske kokke, der vil sætte deres præg, og new Yorkeres konstante appetit på sofistikerede men samtidig hyggelige spiseoplevelser.

2. Hvad er det specielle ved fransk mad, der gør den så populær?
Fransk køkken er berømt for sine teknikker, rige smage og smukke præsentation. Det betragtes ofte som guldkornet for gourmetmad og tilbyder både elegance og komfort.

3. Er franske restauranter ikke virkelig dyre? Er de nye anderledes?
Mens nogle er højklassede, er mange nye franske steder mere afslappede og overkommelige bistroer eller brasseries. De fokuserer på klassiske retter som steak frites og omeletter til en mere tilgængelig pris.

4. Er dette bare en fancy trend, eller er den her for at blive?
Det virker mere som en varig ændring end en kortvarig trend. Fransk mad har en tidløs appel, og disse nye restauranter tilpasser sig moderne smag, hvilket antyder, at de vil være en fast del af New Yorks madscene i mange år fremover.

Dybere og mere avancerede spørgsmål

5. Hvad er forskellen på en bistro, en brasserie og en gourmet-fransk restaurant?
- Bistro: Afslappet, hyggelig med en lille menu af enkle, klassiske retter som coq au vin.
- Brasserie: Større, livligere og åbent længere, serverer ofte klassikere som muslinger og charcuteri.
- Gourmetmad: Formel med indviklede smagsmenuer, avancerede teknikker og en højere prisskala.

6. Hvordan adskiller disse nye franske restauranter sig fra de gamle klassikere?
De er ofte mindre formelle og stive. Den nye generation fokuserer på ingredienser af høj kvalitet i en afslappet atmosfære, nogle gange med et moderne twist på klassikere for at holde dem spændende.

7. Hvorfor vælger franske kokke New York frem for andre byer?
New York er en global kulinarisk hovedstad med en divers befolkning, der værdsætter og kan støtte mad af høj kvalitet. Byen tilbyder enormt prestige, medieeksponering og en kundebase, der er villig til at betale for førsteklasses madoplevelser.