I over to år samarbejdede fotograf Ramona Jingru Wang og stylist Momoè Sadamatsu med en gruppe modeller og kreative om at udvikle portrætter og førstepersonsskrivning gennem langsomme, samtalebaserede sessioner. De genopfundet den traditionelle fashion "go-see", som historisk har været knyttet til castingsmagt, bestået-eller-dummet-bedømmelser og det mandlige blik. Gennem Jingru Wangs perspektiv blev "go-see'en" intim, procesdrevet og forankret i omsorg, hvilket skabte et rum til at udforske forskellige måder at se og blive set på.

Den 22. november 2025 udgav de den spiralbundne bog GO SEE* på over 100 sider med Friend Editions. Den indeholder portrætter og førstepersonsskrivning fra deltagerne, mange fra asiatiske diaspora-samfund, som resultat af disse afslappede, samtalebaserede sessioner. På et tidspunkt hvor modeindustrien bevæger sig ekstremt hurtigt, skabte Jingru Wang og Sadamatsu et rum fokuseret på indbyrdes forbindelse, omsorg, gensidighed og selvdefinition.

Vi mødtes med dem for at høre mere om deres arbejde.

Du er også model. Havde din erfaring indflydelse på skabelsen af dette arbejde?

Ramona Jingru Wang: Min erfaring foran kameraet påvirkede bestemt min tilgang til GO SEE*. Jeg ved, hvordan det er at blive set på mere end lyttet til, eller at blive fortolket gennem andres forudsætninger. Den bevidsthed gjorde mig meget bevidst om at sænke tempoet i sessionerne og skabe plads til, at personen foran mig kunne eksistere uden forventninger. Det hjalp mig med at nærme mig hvert portræt ikke som en evaluering, men som et møde.

Hvad var jeres tanker bag at inkludere førstepersonsskrivning?

RJW: Førstepersonsskrivningen opstod naturligt under sessionerne. Folk delte historier, erindringer eller små detaljer om deres erfaringer i castingrum eller billedverdenen. Det føltes vigtigt, at disse tanker ikke blev filtreret gennem min stemme. At invitere dem til at skrive eller tale med deres egne ord blev en måde at ære deres perspektiv og lade tekst og billede samarbejde som ét portræt.

MS: Jeg er enig med Ramona. Jo mere vi diskuterede, hvordan vi kunne fremhæve modellerne som individer, desto mere naturligt opstod ideen om førstepersonsskrivning. Jeg havde allerede taget notater fra vores samtaler, mens vi lærte dem at kende, så inkluderingen af deres egen skrivning blev en spændende mulighed, efterhånden som projektet udviklede sig. Vi besluttede, at det var mest meningsfuldt at bede hver person skrive fra deres eget perspektiv – uanset om det handlede om deres erfaringer som asiatisk model eller deres håb for fremtiden i modelbranchen.

Som asiatiske modeller, hvilke stereotyper har såret jer/dem mest, som I diskuterede under sessionerne? Hvilke udfordringer stod folk overfor under jeres sessioner, og hvordan overvandt de dem?

RJW: Mange deltagere nævnte presset for at leve op til stereotyper om at være stille, eftergivende, blød, fin eller "nem". Disse forventninger er ofte subtile, men påvirker, hvordan folk føler, de kan udtrykke sig. Bare at drøfte disse pres sammen gav ofte en følelse af lettelse. Det, der slog mig, var, hvordan hver enkelt fandt deres egen måde at udfordre disse narrativer på ved at være til stede, give udtryk for sig selv og definere sig på deres egne præmisser under sessionerne.

MS: Et tilbagevendende tema blandt modellerne var en følelse af at blive sat i kasser, hvilket førte til en følelse af afmenneskeliggørelse. Nogle stødte også på yderligere stereotyper relateret til deres kønsidentitet, kropsstørrelse, alder eller blandet herkomst. Hver persons erfaringer var unikke, så det er svært at generalisere, hvordan de overvandt disse udfordringer. Men jeg blev slået af deres styrke i at bryde barrierer ned og deres stolthed over at omfavne den alsidige og flydende natur af asiatisk identitet.

Har det aktuelle politiske klima i USA påvirket modelbranchen?

RJW: Bestemt. Det politiske miljø har gjort diskussioner om race, synlighed og repræsentation mere presserende og komplekse. På den ene side er der en stigende efterspørgsel efter mangfoldighed i casting og kampagner, hvilket skaber muligheder for dem, der tidligere blev overset. På den anden side støder dette pres ofte sammen med en industri, der bevæger sig hurtigt, støtter sig til stereotyper og nogle gange behandler inklusion som en afkrydsningsboks frem for en ægte magtfordeling.

For mange asiatiske modeller, jeg talte med, betød dette klima både større synlighed og større granskning. Stigningen i anti-asiatiske holdninger under pandemien påvirkede, hvordan nogle følte sig offentligt, på settet eller foran kameraet. Det fremhævede vedvarende stereotyper og afslørede, hvor overfladisk branchens forpligtelse til inklusion kan være, når opmærksomheden flytter sig.

Så ja, det politiske miljø har haft en indvirkning, men det er ikke entydigt. Det er en blanding af fremskridt, udmattelse, modsætninger og behovet for dybere, strukturelle ændringer. For mig tilbød projekter som GO SEE* en måde at træde tilbage fra branchens reaktive natur og fokusere på omsorg, handlekraft og relationer, der ikke drives af trends eller eksternt pres.

Hvilke ændringer vil I gerne se i modelbranchen?

RJW: Jeg håber, branchen bevæger sig væk fra at behandle modeller som udskiftelige eller blot råmaterialer. Samarbejde bør være normen, ikke undtagelsen. Jeg ville elske at se flere muligheder, hvor modeller værdsættes som historiefortællere, tænkere og kreative partnere, ikke kun som kroppe for kameraet.

MS: Jeg er enig. Tidligt i projektet talte vi med en model, der er ven med Ramona, og som nævnte, hvordan modeller ofte udelukkes fra den kreative proces og kun modtager instruktioner, når de ankommer til settet. Denne erfaring viste mig, hvor givende det kan være, når modeller er involveret i samarbejdet fra start til slut.

Derudover håber jeg at se flere asiatiske modeller i fremtrædende roller og en vedvarende indsats for alsidig repræsentation. Modeller bør støttes til at have langvarige karrierer og, som Ramona sagde, ikke behandles som udskiftelige.

Holdt I kontakten til de mennesker, I portrætterede? Skabte jeres arbejde en følelse af fællesskab?

RJW: Ja, mange af de mennesker, jeg fotograferede, er stadig en del af mit liv. Nogle blev nære venner, andre samarbejdspartnere på nye projekter, og nogle holder jeg kontakten med på mindre, men meningsfulde måder. Jeg havde ikke til formål at bygge et fællesskab, men de relationer, der voksede frem fra disse sessioner, har været betydningsfulde. Sessionerne blev et af projektets mest vitale elementer. Bogen fungerer som en optegnelse af disse relationer og den tillid, der understøttede dem.

MS: Jeg har det på samme måde. Jeg har holdt kontakten med mange af dem og håber at fortsætte disse forbindelser fremover. Vi nåede ud til og involverede adskillige enkeltpersoner og organisationer i dette projekt – fra hårstylister og makeup-artister til modemærker og PR-bureauer. De gav alle deres tid, indsats og ressourcer for at støtte vores mission, og gennem det mærker jeg et delt håb og mål om at flytte branchen fremad, hvilket virkelig skaber en følelse af fællesskab.



Ofte stillede spørgsmål
Selvfølgelig. Her er en liste over nyttige og klare ofte stillede spørgsmål om fotobogen.



Generelle begynder-spørgsmål



1. Hvad handler denne fotobog om?

Denne fotobog genopfinder den traditionelle go-see ved at rette kameraet mod asiatiske diaspora-individer i deres egne personlige rum, som tilbyder intime og autentiske glimt af deres liv, identiteter og fællesskaber.



2. Hvad er en go-see, og hvordan bliver den genopfundet?

En go-see er typisk et hurtigt, upersonligt møde, hvor en model tager til et studie for at blive evalueret. Dette projekt genopfinder den som et samarbejdende, respektfuldt besøg i en persons hjem eller meningsfulde rum med fokus på deres historie og menneskelighed frem for bare deres udseende.



3. Hvad betyder asiatisk diaspora?

Det refererer til personer af asiatisk afstamning, der lever uden for deres forfædreland, og som danner fællesskaber og skaber unikke identiteter, der kombinerer deres arv med deres nye kulturer.



4. Hvem er fotografen bag dette projekt?



Dette projekt er af fotografen , som fokuserer på at dokumentere fællesskab og identitet.



5. Hvor kan jeg købe fotobogen?

Den er tilgængelig til køb på projektets officielle hjemmeside og gennem udvalgte uafhængige boghandlere.



Dybere tematiske spørgsmål



6. Hvad var hovedmålet eller budskabet med dette projekt?

Målet var at udfordre stereotyper, fejre mangfoldigheden inden for asiatiske diaspora-fællesskaber og genvinde narrativet ved at portrættere deltagerne med handlekraft, værdighed og kontrol over deres egen repræsentation.



7. Hvordan blev deltagerne til fotobogen fundet og udvalgt?

Deltagerne blev ofte fundet gennem fællesskabsnetværk, mund-til-mund-reklame og åbne udbud, der søgte en alsidig række af aldre, professioner, baggrunde og historier inden for den asiatiske diaspora.



8. Hvad gør glimtene i denne bog intime?

Intimiteten kommer fra omgivelserne – deres hjem – og den samarbejdende proces. Fotografierne fanger ofte stille, personlige øjeblikke, værdsatte genstande og rum, der afslører deres sande selv, langt fra et formelt studioportræt.



9. Hvordan bidrager denne fotobog til samtalen om repræsentation?

Den bevæger sig ud over tokenisme eller endimensionelle portrætter ved at præsentere et alsidigt kig på et fællesskab.