Store fotografer siges ofte at have en unik, utvivlsom stil – en påstand der kan lyde overdreven, men for et udvalgt fåtal af ægte originaler er den fuldstændig korrekt. Steven Klein er bestemt en af dem, en kunstner som synes at trække på det ubevidste og give form til vores dybeste ønsker gennem sine billeder. Han er også en mester i at fortolke modemets sprog, som de ikoniske fotosessioner han har produceret gennem sin lange karriere viser. Bogen Steven Klein: Vogue, udgivet af Abrams i december, samler nogle af hans mest filmiske og mindeværdige billeder bestilt af Anna Wintour til American Vogue mellem 2000 og 2019, skabt i samarbejde med redaktører som Phyllis Posnick, Grace Coddington, Camilla Nickerson og Tonne Goodman.

Motiverne? Legendariske modeller og moderne ikoner. "Med Steven Klein," skriver Wintour, "giver man ham en kjole, og han giver dig en pige i en kjole med en robot i en have. Det er smart, konceptuelt og i sidste ende lyrisk." Vi talte med ham lige før bogens udgivelse i starten af december.

Vogue: Noget af dit dristigste arbejde er blevet vist i dette magasin. Hvad muliggjorde det?

Steven Klein: Det startede med Vogue Italia og Franca Sozzani. Franca havde en revolutionær instinkt og gav mig fuldstændig frihed til at udforske mørkere, mere provokerende temaer. Den frihed åbnede døren til en anden slags historiefortælling – at bruge mode til at dykke ned i komplekse ideer som identitet, kontrol og forførelse.

Senere bragte samarbejdet med Anna Wintour på Vogue US et nyt niveau af præcision og synlighed. Anna vidste hvordan man kannele den samme kreative energi til et globalt publikum. Hun bad mig aldrig holde tilbage. Den sjældne kombination af frihed og redaktionel klarhed er hvad der muliggjorde mit dristigste arbejde.

Vogue: Når du ser tilbage på dit lange samarbejde med Vogue, er der så en bestemt fotosession der skiller sig ud? Hvad gjorde den uforglemmelig?

Steven Klein: To falder mig straks ind. Den første var for Vogue Italia, da jeg fotograferede Rihanna i couture for første gang, lige da hun var ved at blive berømt (september 2009). Vi barberede siderne af hendes hoved, og hun var fuldstændig åben for forvandling og eksperimenter. Den slags tillid er sjælden. Jeg tiltrækkes altid af mennesker der ser fotografi som en proces og forstår, at overgivelse og nysgerrighed er nøglen til at skabe noget mindeværdigt.

Et andet uforglemmeligt projekt var hele udgaven af L’Uomo Vogue vi lavede med Brad Pitt (maj/juni 2004). En del af det blev filmet på settet til Troy, og så brugte vi yderligere tre dage i Los Angeles. Den slags projekter eksisterer egentlig ikke mere – skuespillere giver sjældent så meget tid eller viser sådan en sårbarhed. Men Brad er anderledes; han har en dyb respekt for fotografi og filmkunst. At arbejde med nogen som deler det visuelle sprog gør en kæmpe forskel.

Vogue: Dine billeder opstår ofte fra en intens kreativ dialog. Hvordan vil du beskrive dit forhold til de stylister du har arbejdet med hos Vogue, og hvordan har disse samarbejder formet den endelige historie?

Steven Klein: Mit forhold til Vogues stylister er bygget på dyb synergi og gensidig respekt – det er som en dans hvor hvert trin leder til det næste. Stylister er afgørende for mine billeder; de vælger ikke bare tøj, de er medforfattere til den visuelle historie. De skal forstå hvordan kameraet ser – med henblik på lys, tekstur og bevægelse – ikke bare for at forbedre kompositionen, men for at fange historien og karakteren, uanset om det er en af skrøbelig sårbarhed eller dristig udfordren. Disse samarbejder handler om at skubbe grænser; en intens dialog kan starte med et moodboard og udvikle sig til uventede valg der løfter den endelige historie og gør den rigere og mere lagdelt. Uden tillid og en fælles vision ville billederne mangle den elektriserende autenticitet.

Hvad tiltrækker dig fortsat ved mode – visuelt eller konceptuelt?

For mig er det den filmiske kvalitet ved mode der fortsat er så fængslende. Den lader mig skabe karakterer og bygge hele historier i et enkelt billede, næsten som at instruere en kortfilm. Hver fotosession bliver sin egen verden, hvor hvert element – tøjet, lyset, modelens udtryk – tilføjer noget til historien.

Mange af mine ideer kommer direkte fra film. For eksempel lavede jeg engang en high-fashion editorial med Lara Stone inspireret af Luchino Viscontis film Leoparden. Denne tilgang giver mig mulighed for visuelt at udforske koncepter og forvandle filmiske ideer til stillbilleder som føles levende og meningsfyldte.

I dagens kultur, hvor politisk korrekthed ofte sætter grænser for kreativitet, føler du så at din kunstneriske frihed er blevet begrænset, eller har disse udfordringer presset dig til at opdage mere subtile måder at provokere tanker på?

Jeg har aldrig set mit arbejde som formet af eksterne begrænsninger. Begrænsninger, hvad enten de er kulturelle eller ej, er bare endnu et lag i den kreative proces – en chance for at skabe spænding. De kan faktisk brændstof til fantasien i stedet for at kvæle den.

For mig handler kunstnerisk frihed ikke om at være uden grænser; det handler om at finde måder at skabe intensitet inden for dem – at provokere stille, at antyde snarere end at erklære. Den virkelige udfordring er at navigere i de subtile understrømme af opfattelse og skabe billeder der bliver hængende, gør én utilpas og modstår en let forståelse. På den måde er begrænsninger ikke barrierer – de er det skjulte fundament for innovation.

Hvad har du sluppet af med gennem årene som fotograf?

Troen på at fotografi handler om perfektion og kontrol. Tidligt jagtede jeg fejlfrie kompositioner, præcis belysning og total teknisk kontrol. Selvom disse færdigheder betyder noget, har jeg lært at de stærkeste billeder ofte kommer fra intuition, risikotagning og at omfavne det uventede.

Hvad står klarest i din erindring om at arbejde med Franca Sozzani?

Jeg startede min karriere hos Vogue Italia, og jeg vil altid være taknemmelig for de muligheder og den støtte jeg modtog der. I starten skræmte Franca mig. Hun var utrolig krævende, men det var fordi hun ville presse dig længere – for at gøre arbejdet skarpere, mere virkningsfuldt og mere originalt.

Franca havde enestående smag og en næsten instinktiv fornemmelse for fotografi. Hun vidste hvordan man gjorde Vogue Italia ikke bare til det mest spændende modemagasin, men også en scene for ægte kunstnerisk udtryk. Med tiden blev vi venner, og jeg besøgte hende ofte når hun var i New York. Franca Sozzani var en af de smukkeste og gavmildeste skikkelser i modeverdenen – elegant, frygtløs og evigt nysgerrig.

Hvad er det første fotografi der dukker op for dig, når du lukker øjnene?

Brad Pitts ikoniske Blood Head fra vores L’Uomo Vogue-udgave.

Brad Pitt, L'Uomo Vogue, maj/juni 2004
Foto: Steven Klein

Denne samtale, oprindeligt publiceret i Vogue Italia, er blevet redigeret og forkortet.
Steven Klein: Vogue
$125 ABRAMS

Ofte stillede spørgsmål
Selvfølgelig. Her er en liste over ofte stillede spørgsmål om Steven Klein og hans mest uforglemmelige Vogue-fotografier, designet til at være klare, præcise og nyttige for en bred vifte af læsere.



Generelle begynder-spørgsmål



1 Hvem er Steven Klein?

Steven Klein er en højt indflydelsesrig og fejret amerikansk modefotograf kendt for sin provokerende, filmiske og ofte mørkt glamourøse stil.



2 Hvad gør hans fotostil så unik?

Hans stil er dramatisk og historiedrevet. Han skaber ofte surrealistiske, kraftfulde scener med stærkt lys, dristige farver og en følelse af mystik eller kantethed der går ud over et simpelt modebillede.



3 Hvor kan jeg se hans arbejde for Vogue?

Hans arbejde er blevet bragt i forskellige internationale udgaver af Vogue-magasinet, herunder Vogue US, Vogue Italia og Vogue Paris. Du kan også finde det i Vogues online-arkiver og i kunst- og fotobøger.



4 Har han arbejdet med kendte berømtheder?

Ja, i høj grad. Nogle af hans mest berømte fotograferede inkluderer Madonna, Brad Pitt, Lady Gaga, David Beckham og Kate Moss.



Specifikke fotografier og koncepter



5 Hvad er en af hans mest ikoniske Vogue-fotosessioner?

Hans 2005 Bondage & Ballet-fotosession for Vogue US med en kraftfuld og androgyn Madonna betragtes som en klassiker. Den blandede temaer om styrke, kontrol og high fashion.



6 Kan du give et eksempel på hans filmiske tilgang?

Hans 2004 Mario Testino A Tale of Two Cities-portefølje for Vogue med Brad Pitt og Catherine Keener i en serie billeder der føltes som stillbilleder fra en mystisk, stilfuld film noir.



7 Bruger han ofte rekvisitter og kulisser i sit arbejde?

Absolut. Han er kendt for at bygge omfattende, fordybende kulisser der fortæller en historie. Fra overdådige, forfaldne herregårde til skarpe, futuristiske landskaber er omgivelserne en nøglekarakter i hans fotografier.



Tekniske og avancerede spørgsmål



8 Hvad er de almindelige temaer i hans Vogue-arbejde?

Tilbagevendende temaer inkluderer magtdynamikker, seksualitet, identitet, surrealisme, sløringen af virkelighed og fiktion og en fascination af subkulturer og fetishæstetik.



9 Hvordan bruger han lys til at skabe sin signaturstemning?

Han mesterligt bruger højkontrastlys – ofte med skarpe skygger og dramatiske højdepunkter – for at skabe en