Det er en stille lørdag eftermiddag i Basel, Schweiz. Gaderne er uhyggeligt stille, alt er perfekt – chokoladeforretninger, linnedbutikker og pasta-øl-caféer står pænt på række. På overfladen er der intet tegn på, at i morgen er det kvindernes EM-finale 2025, hvor England skal møde Spanien, uden tvivl verdens bedste hold – eller i hvert falt bookmakenes klare favorit (selvom de, afgørende nok, ikke er England). Måske bobler spændingen under overfladen, i de stramme smil fra forbipasserende fans.

Lige nu går Lionesses sandsynligvis en rolig tur, nipper til kaffe eller holder et kort møde før kampen, fortæller den tidligere spiller Jill Scott mig over Heinekens på et lokalt hotel. På dette tidspunkt er forberedelserne slut – det er for sent til det. Men hun er i tvivl om, at de vil være klar. Selv under den intense semifinale mod Italien, hvor håbet syntes tabt, tvivlede hun aldrig på, at de ville klare den.

"Jeg troede aldrig, de skulle hjem – det var underligt," siger hun. "Med et minut tilbage vendte jeg mig mod Beth Meads far og sagde: 'De får én chance.' Lige som jeg sagde det, sendte Hemp et indlæg, og Michelle scorede. Fantastisk afslutning." Hvis – nej, **når** – de vinder i morgen (Jill er sikker på det), siger hun, at det vil være en endnu større præstation end deres sejr i 2022. Konkurrencen er hårdere nu, presset større.

Søndag morgen bruser Basel af energi, da britiske fans strømmer til – mænd, kvinder, børn, utallige queer-par – med malet ansigt, viftende flag og stolt iført deres trøjer. Men de spanske fans udstråler selvtillid. Måske er det, fordi vores hotel er tæt på deres fanzone, eller fordi de slog England i VM-finalen 2023, men selv den måde, de nonchalant stikker deres flag i baglommen, synes at sige: **Godt forsøgt, men det her har vi styr på.**

Så husker jeg Jills urokkelige tro – delt med mig og andre – på, at Lionesses vinder. Og hvis nogen ved det, er det hende, en tidligere spiller fra det sidste vindende hold. Den tanke bliver hængende, mens vi bevæger os mod stadion, tager plads og griber om vores improviserede Heineken-begere, med øjne vidt åbne af forventning.

Vejen hertil har ikke været let. Englands fremskridt er drevet af viljestyrke, beslutsomhed og til tider sidste-minuts-lykke. Spillere har udholdt racistisk chikane – hvilket fik forsvarsspilleren Jess Carter til at trække sig fra sociale medier – og konstante sexistiske angreb. En hurtig gennemgang af TikTok-kommentarer afslører mænd med engelske flag i deres profiler, der skummer over Lionesses' succes. Under Heinekens **Social Swap**-eksperiment, hvor Jill og Gary Neville byttede kontorer for at live-tweet en Champions League-kamp, modtog Gary svar som: **"Gå tilbage i køkkenet, skat,"** og **"Bedst du lader fodbolden til drengene, søde."**

"Det understregede den sexisme, der stadig er i sporten," siger Jill, selvom hun prøver at lade være med at dvæle ved det. Der er kampe at vinde, trofæer at løfte, og kvindefodbolden vokser hurtigt. "Er der stadig arbejde at gøre? 100%."

Lige nu er alt fokus dog på finalen. Ved kickoff er alle øjne på stadion rettet mod bolden. Da Spaniens Mariona Caldentey scorer med et kraftfuldt hovedstød i det 25. minut, sidder Jill, to pladser væk, helt stille.

"Det betyder, at England vinder," hvisker nogen. Bag mig brøler publikum med en betydning, jeg instinktivt forstår. Sådan er England – de giver og de tager, og intet hold bør slappe af så tidligt. Spanien derimod bevæger sig med en uhyggelig hastighed. Deres spillere suser forbi, uden nogensinde at virke trætte, og når man ser dem tæt på, virker deres bevægelser næsten overmenneskelige – den måde, deres ben vrir og drejer.

Men England har overrasket alle med, hvor godt de spiller. Hannah Hampton kaster sig hen over målet, og vores spillere er kloge, endda solide i forsvar til tider. Da Alessia Russo udligner i anden halvleg, skifter energien på stadion, og Jills ord giver genlyd i mit hoved: **når vi vinder.**

Straffesparkskonkurrencen er nervepirrende – det må have været ulideligt for dem, der så med hjemmefra – og jeg holder om mit eget hår, som om jeg bogstaveligt talt kunne forsvinde i jorden, hvis de taber. Men da Hampton redder Aitana Bonmatís straffe – uden tvivl verdens bedste kvindelige fodboldspiller, med næsten perfekt præcision – føles det pludselig muligt: vi kunne faktisk vinde EM to gange i træk.

Så træder Chloe Kelly frem, og blandt de britiske fans er der en rolig selvtillid. Vi har set det før – den målrettede gang til straffesparket, det lille hop, det svage smil. Hun scorer, lige som vi vidste, hun ville, og publikum eksploderer. **Sweet Caroline** drøner fra højttalerne, podiet rulles ud, fyrværkeri lyser himlen op. Det hele føles surrealistisk. **Vent… gjorde vi lige det der?** spørger jeg ingen særlig. **Vent… hvad?!**

**Foto: Getty Images**

Det er en kliché at sige, at alle er vindere – især når det ikke er sandt (**vi vandt!**). Men i kvindefodbold, en sport der var forbudt i årtier indtil 1971, er der noget større at fejre end trofæet. Spanien kunne nemt have vundet. Senere, i en proppet sporvogn gennem Basel, med mit ansigt smurt i ansigtsmaling, hører jeg, at denne turnering slog rekorder – det mest besøgte kvinde-EM nogensinde, enestående global interesse og over 400 millioner seere allerede før finalen.

**"Jeg spillede for England i 16 år og føler mig heldig at have set kvindefodbolden vokse,"** fortalte Jill mig dagen før. **"Det får mig til at smile hver gang… Vi burde stoppe op og reflektere mere. Forandringen de sidste 20 år er som nat og dag."**