Intimitet er noget ekstraordinært – den afslører den unikke skønhed i hvert menneskeliv. Ægte nærhed, den slags der kommer fra dyb forbindelse, er en stille handling af modstand. Den beskytter os mod tidens ubarmhjertige march, mod livets usikkerheder og mod det moderne samfunds pres – dets ensformighed, dets overfladiskhed, dets uretfærdigheder og dets vold.

Jeg har været heldig at træde ind i folks hjem og liv. Hver gang jeg trådte ind, blev jeg mødt med spørgsmål: Har du spist? Hvordan har din familie det? Det var ikke bare høflige ord – det var tegn på oprigtig omsorg.

Måske er det kun dem, der har kendt dyb ensomhed, der virkelig kan være til stede med andre. Er fotografi ikke i sidste ende en måde at møde vores egen ensomhed på – og overvinde den gennem delte øjeblikke, der bliver til minder, endda kunst?

Det, der fascinerer mig mest, er at fange hverdagen ved at leve i den, at ære dybden og mangfoldigheden af menneskelige følelser. Hvert møde begynder med undren, og med tiden uddybes denne undren til beundring for livet i dets reneste, mest ærlige form.

Jeg har set nyfødte trække deres første vejtrækning, børn vokse op og blive forældre, og kære gå bort. Disse øjeblikke minder mig om, hvor skrøbelige vi er – men i øjnene, ansigterne og de blide berøringer hos de mennesker, jeg har fotograferet, har jeg også fundet en styrke og ømhed, der giver mening til vores eksistens.

Denne bog er en kærlighedserklæring til dem, jeg har mødt. Dens titel kommer fra en linje, jeg skrev en stille søndag eftermiddag i Napolis Rione Sanità – en sjælden time med stilhed efter frokost:

"Stilhed er en sjælden gave i disse gader, men i dens stille åbenbaring finder du den rå, grænseløse sjæl i en glemt menneskehed."

Denne sætning blev både en erklæring om hensigten og en refleksion af min kunstneriske vision.

For ofte bygger fortællinger om Syden – især Napoli – på støj, stereotyper og spektakel. Men under larmen forsvinder disse samfunds virkelige liv – liv rige på historie og mening.

Mit arbejde bevæger sig i den modsatte retning. Stilhed er en Gave handler om kærlighed og ensomhed, liv og død, sorg og glæde – men frem for alt intimitet. Gennem disse billeder forsøger jeg at genvinde livets kerne i de relationer, kvarterer og familier, jeg har kendt.

Jeg fokuserer på intimitet, fordi, som Simone Weil skrev, er almindelige mennesker tættere på sandhed, skønhed og glæde end dem, der ynker dem – selvom de ikke altid ved, hvordan de skal nå det.

Bogen samler fotos taget mellem 2015 og 2021 i Napolis Rione Sanità, Cosenzas Santa Lucia og Torre del Greco.

Idéen om at samle tre af mine projekter til én bog kom fra Cécile Poimbœuf-Koizumi, medstifter af Chose Commune. Hun foreslog, at vi skabte noget nyt, designet specifikt til dette format. Idéen exciterede mig – jeg har altid set disse værker som kapitler i én historie.

—Ciro Battiloro

Da vi gennemgik arkivet, genkendte redaktøren straks forbindelsen mellem mine projekter. Den fælles tråd er min nærhed til menneskene og deres private verdener.

Selv bogens design afspejler dette. Vi valgte et omslagspapir, der føles som noget, der holdes tæt – blødt, tekstureret, intimt. Bogen har en forslidt følelse – ru i kanterne, men varm, med en tone, der på en eller anden måde minder om hjemmets trøst. Når du åbner den, mødes du af et gammelt kort over Napoli, hvilket giver indtryk af, at du bladrer gennem noget virkelig særligt. Billederne flyder naturligt over siderne, og deres rytme afspejler kropssproget hos de mennesker, der er på dem.

Til sidst er der en tekst af Erri De Luca. Jeg mødte Erri under en vandretur i Agerola langs "Cammino degli Dei" (Gudernes sti). Vi kom til at tale om fotografi og den bog, jeg var ved at afslutte. Efter at have set fotografierne og PDF'en skrev De Luca sin bidrag blot få dage senere.

"Vascio" er en typisk bolig i Napolis historiske kvarterer, som Sanità-distriktet. Disse små, enkeltværelses rum er ofte mørke og ligger i stueetagen, oprindeligt bygget som lagerrum.

© Ciro Battiloro