Nogle figurer glider stille ind i den kulturelle hukommelse, mens andre brænder sig vej igennem og efterlader gløder, der aldrig kølner af. Hedda Gabler er en af dem. Del muse, del monster, har hun i over et århundrede været et symbol på lyst og ødelæggelse, fyldt med en rastløshed, der rækker ud over de stuer, der fanger hende. Nu bringer filminstruktøren Nia DaCosta—kendt for at udforske magtuligevægt og personligt handlekraft gennem et subversivt genreperspektiv, fra 2020’s Candyman til 2023’s The Marvels (den højest indtjenende film instrueret af en sort kvinde)—Hedda frem i et nyt lys med sin dristige genfortolkning af Ibsens klassiske skuespil, sat til 1950’ernes England.

I samarbejde med Tessa Thompson—som medvirkede i DaCostas debut fra 2018, Little Woods, om to søstre, der kæmper for overlevelse og frihed i landlige North Dakota—forvandler hun en af litteraturens mest mystiske heltinder til noget skarpere: et portræt af kvindelighed fanget mellem performance og autenticitet, begrænsning og oprør. Den 35-årige forfatter-instruktør talte med Vogue fra sit hjem i London om at genopdage Hedda for i dag, hvad figuren ville have på, hvis hun var i live nu, og hvorfor en 1800-tals protagonist stadig føles påfaldende relevant.

Vogue: Jeg indrømmer, at jeg ikke vidste noget om Hedda Gabler, før jeg så dette.
Nia DaCosta: Det er en fantastisk måde at nærme sig den på. Hvis du ser 10 Things I Hate About You, behøver du ikke at have læst Kællingens Tamning. Den står stærk i sig selv, men er stærkt inspireret af dette skuespil, som jeg elsker. Jeg ville tage alt, hvad jeg elskede ved Hedda, og bygge en verden omkring hende, der fremhævede disse egenskaber.

Vogue: Hvad så du i stykket, som ikke var blevet fremhævet i andre fortolkninger?
DaCosta: Hedda er dybt trist, men også sjov, snu og lidt latterlig. Hun føler intenst, men føler sig også tom, og jeg fandt al den kompleksitet fascinerende. Jeg syntes også, stykket var ret sexet og følte, at der skulle være mere af det. Der er længsel, en ubesvaret, ufuldbyrdet besættelse, og en rovdyragtig, spilagtig dynamik.

Vogue: Føltes nogle temaer særligt aktuelle i dag?
DaCosta: Hedda er en kvinde, der på en specifik måde er begrænset af samfundet, hvilket relaterer sig til de begrænsninger, der pålægges os, og dem vi pålægger os selv—undertiden på grund af vores baggrund, traumer eller frygt. Jeg fandt alt dette meget menneskeligt og tænkte, at det var en fængslende måde at udforske disse problemer på gennem en figur, som det er svært at tage parti for. Ja, hun gør forfærdelige, uforladelige ting, men du kan se, hvor desperat hun er efter at leve, længes efter at elske og ikke kan leve op til det på grund af disse begrænsninger, både eksterne og interne.

Vogue: Du havde altid Tessa Thompson i tankerne til rollen. Hvad gjorde hende perfekt til den?
DaCosta: Da jeg skrev dette i 2018, var vi midt i premieren på Little Woods. Vi har været tætte venner, siden vi mødtes for ti år siden. Hun er en kunstner og et menneske, jeg dybt beundrer, og fantastisk at være sammen med. Tessa er fremragende til at portrættere figurer med indre konflikter og projicere det diskret, som i Passing. Det passede perfekt til Hedda, fordi jeg ikke ville overforklare hende eller tvinge empati på publikum. Hvordan retfærdiggør man, at nogen opfordrer en anden til at begå selvmord eller ødelægger deres livsværk? Det handler ikke om at tilgive hende—det handler om at præsentere hende som gyldig. Tessa håndterer alt dette genialt. Hun kastede sig også ud i rollen, læste mange oversættelser og så alle tilgængelige film- eller teateropsætninger.

Vogue: Hun bruger også en specifik accent, ikke?
DaCosta: Ja, hendes accent afspejler hendes performance af klasse, da en del af hendes skade kommer fra at være det uægte barn af en respekteret hvid general og en sort kvinde. Hun taler aldrig om sin mor. Hun prøver altid at passe ind i sin fars verden, og hvert valg, hun træffer, sigter mod det mål. I nogle scener lægger du mærke til, at hun overdriver sin accent, mens den i andre, når hun er mere emotionelt sårbar, bliver blødere, fordi hun er mere autentisk. Hvornår har hun masken på, og hvornår er den af?

Jeg ville spørge om en kraftfuld scene, hvor synlige brystvorter er ret tydelige. [Klukker.] Jeg ville bare se Hedda metodisk nedbryde dette menneske. Ikke som en kalkuleret mastermind, men som en, der gentagne gange vælger det værste alternativ. Hun ser Loveborg (Heddas tidligere elsker, nu hendes mands rival, spillet af Nina Hoss) i den tilstand og ved, at hun kan ydmyge hende. Hedda påstår, at hun elsker hende, men behandler hende så grusomt. Så går Loveborg ind i rummet, og det er totalt nedværdigende. Alligevel fængsler hun alle de mænd med sin intellekt. Det er det, hun altid har længtes efter. Du begynder at indse, at hun står over for dette fjendtlige miljø dagligt og udholder det.

At beskrive filmens stil som bare "stilfuld" fanger den ikke. Du og filmfotografen Sean Bobbitt sigtede efter at undgå, at den lignede en typisk stiv engelsk periodedrama uden at overstylisere den. Jeg tænkte bevidst, at vi kunne inkorporere mordmysterie-elementer og engelsk countryhouse-weekend-vibes. Jeg ville have, at den skulle passe ind i den tradition, men ikke ligne alle andre periodedramaer og undgå over-genkendelighed. Den skulle afspejle den unikke kvinde i dens centrum, og alt, hvad vi ser, skal være fra hendes perspektiv. Produktionsdesigner Cara Brower og jeg møblerede huset med gammel, traditionel 1950’er-møbler, men portrættet i spisestuen—som nu hænger i min egen spisestue—er et kubistisk, moderne kunstværk. Vi tilføjede Art Deco-touch, som sort lak og leopardprint, da den stil genopstod i 50’erne. Vi ville have, at det skulle føles som en blanding af æraen og denne moderne kvinde, med den sammenstød tydelig gennem hele filmen.

Hvilke inspirationer påvirkede filmens udseende? Vi havde en styrende princip om, at ingen 20-minutters segment skulle se ens ud. Det handler om en fest, der spiralerer ud af kontrol, så efterhånden som tingene mørkner, dæmpes belysningen. Så er der ilden—et nøgleelement i Hedda Gabler—effulgt af dagens kolde lys, hvor alt er skarpt, blåt og højtideligt. Det danske maleri Vilhelm Hammershøis arbejde var en inspiration; hans kunst er smuk, sparsom, tankevækkende og fuld af følelser.

Jeg var virkelig imponeret over kostumerne. Jeg elsker Balenciaga. 1950’erne var højdepunktet for de franske modehuse. Det er morsomt at sammenligne Balenciaga nu med da Balenciaga var i live—de er meget forskellige. Det var en æra med både sexethed og dydighed. Loveborg var den mest interessante figur at designe. Ville hun være en Katharine Hepburn-type eller omfavne femininitet? Kostumedesigner Lindsay Pugh og jeg landede på en kjole, der viser, at hun er en kvinde, der balancerer begge dele. Hun er begrænset, men blød, og siger: "Jeg er her som en kvinde, ikke skjuler det, men du skal acceptere mig for min hjerne, som er det, der betyder mest."

Hvis Hedda levede i dag, hvordan ville hun så udtrykke sig gennem mode? Ville hun passe ind i Sloane Square-miljøet? Have den der Made in Chelsea-vibe? Eller være en Real Housewife? Hun ville være en Dior- eller Chanel-entusiast, men ikke afslørende for meget, da det er for nemt i dag. Hun ville associeres med historie og klasse, men med et edge. Hendes bagkulissers handlinger ville stå i skarp kontrast til hendes offentlige image, og det er der, spændingen ville ligge.

Hvor ser du Hedda i vores kultur i dag? Dette kan lyde plat, men... Jeg kan se Hedda i tradwife-arketypen. Hun er en kvinde, der begår forfærdelige handlinger, men jeg forstår hendes drive for at leve for sig selv. Er den vej for mig? Nej. Men i betragtning af vores samfunds struktur og økonomiske realiteter er det et gyldigt økonomisk valg. Tænk på kvinder, der stemmer imod deres egne interesser for at opretholde patriarkatet. De vil hellere blive i det system for en følelse af sikkerhed end at kæmpe for frigørelse for sig selv og andre kvinder. Det er der, jeg placerer Hedda, hvilket kan lyde hårdt. Jeg støtter overhovedet ikke den holdning, men jeg anerkender den som en rationel beslutning formet af samfundspres.

Hedda er i øjeblikket på biografer og vil være tilgængelig til streaming på Prime Video fra den 29. oktober.

Ofte stillede spørgsmål
Selvfølgelig. Her er en liste over FAQ om Nia DaCostas moderne fortolkning af Hedda Gabler, designet med klare spørgsmål og direkte svar.

**Generelle begynder-spørgsmål**

1. **Hvem er Nia DaCosta?**
Nia DaCosta er en talentfuld filminstruktør og instruktør, bedst kendt for at instruere efterfølgeren til Candyman fra 2021 og The Marvels. Hun er kendt for at bringe moderne, samfundsrelevante perspektiver til sine projekter.

2. **Hvad er Hedda Gabler?**
Hedda Gabler er et berømt skuespil skrevet af den norske dramatiker Henrik Ibsen i 1891. Det er en klassiker fra 1800-tallets teater om en kompleks, manipulerende og dybt utilfreds kvinde, fanget i et kedeligt ægteskab.

3. **Hvad betyder en moderne fortolkning i denne sammenhæng?**
En moderne fortolkning betyder, at Nia DaCosta genfortolker den klassiske historie for et moderne publikum. Hun opdaterer sandsynligvis settingen, dialogen og de sociale temaer for at afspejle dagens verden, så historien føles umiddelbar og relevant.

4. **Hvorfor lave en ny version af så gammelt et stykke?**
Gode historier kan fortælles på mange måder. En ny version hjælper nye publikummer med at forbinde sig med stykkes tidløse temaer—som ambition, fangenskab og mental sundhed—ved at præsentere dem i en kontekst, vi genkender fra vores eget liv.

**Tematiske og kreative valg**

5. **Hvordan adskiller Nia DaCostas version sig fra originalen?**
Mens specifikke detaljer kan variere, forskyder hendes version sandsynligvis settingen fra 1800-tallets Norge til et moderne miljø. Figurernes motivationer og de samfundsmæssige pres, de står overfor, vil blive oversat til moderne ækvivalenter.

6. **Hvilke hovedtemaer fra originalen er stadig relevante i dag?**
Temaer som kvindelig ambition, der bliver kvalt, søgen efter kontrol i et kontrollerende samfund, ødelæggelsen af kedsomhed og de komplekse magtdynamikker i relationer er alle stadig høj relevante.

7. **Hvordan påvirker Nia DaCostas baggrund hendes tilgang til Hedda Gabler?**
Som en instruktør, der ofte udforsker race, traumer og fællesskab i sit arbejde, kan hun udforske Heddas fangenskab gennem yderligere moderne linse, såsom de specifikke pres, som kvinder af farve står overfor, eller den psykologiske effekt af social...