I 1971 blev min familie bedt om at posere til et thanksgiving-foto i Ladies' Home Journal, hvor vi genopstillede min bedstefars maleri, Freedom From Want. Vi tilbragte timer ved et spisebord på et lokalt kro, mens vi stirrede på mad, vi ikke måtte spise. Min mor fortalte mig senere, at maden var behandlet med noget uædelt for at få den til at skinne. Vi kørte hjem sultne og trætte. Jeg var kun to år gammel.

Min mor, som også er maler, bemærkede ofte, at der heller ikke var ret meget mad på det oprindelige maleri. Hun forklarede, at det var et kunstnerisk trick, og hendes tone var både kritisk og beundrende. Det hvide dug, der fylder den nederste halvdel af billedet, får opmærksomheden til at rette sig mod de smilende ansigter omkring bordet. Bortset fra lidt selleri, syltede agurker, nogle få små aspik og en stak frugt i forgrunden, er den eneste mad den store kalkun, som ikke engang er sat på bordet. Alligevel vækker denne scene – den perfekte Norman Rockwell-thanksgiving – en følelse af overflod for mange.

Norman Rockwells Freedom From Want, malet i 1943, var en del af hans Four Freedoms-serie, bestilt af The Saturday Evening Post. Den illustrerede Franklin Delano Roosevelts tale om de amerikanske kerneprincipper, der skulle forsvares, med det formål at overbevise befolkningen om nødvendigheden af at gå ind i Anden Verdenskrig. Freedom From Want skulle vise Amerikas madoverflod – den mest konkrete af frihederne, sammen med ytringsfrihed, frihed fra frygt og religionsfrihed.

Over tid er maleriets oprindelige propagandaforsvundet, og det er blevet et symbol på den ideelle amerikanske thanksgiving for både tilhængere og kritikere. Memes baseret på billedet cirkulerer hver november, og jeg modtager ofte flere parodier. Folk spørger nogen gange, halvt spøgende eller alvorligt: "Var det sådan, din barndom var?"

Maleriet har ikke kun formet den populære opfattelse af en perfekt thanksgiving, men bliver også ofte fejlagtigt anset for at være et rigtigt dokumentarfoto. Mange antager, at det afbilder Rockwells egen familie eller hvordan han fejrede højtiden. Engang overhørte jeg en kvinde på kulturhuset, som brokkede sig over sine thanksgiving-planer: "Hvert år forbereder jeg mig, som om Norman Rockwells familie kommer på besøg, men det er bare min egen." I virkeligheden består maleriet af modeller, hvoraf mange blev fotograferet hver for sig og først blev samlet på lærredet.

Når det er sagt, delte thanksgiving hos min bedstefar nogle ligheder med maleriet. Vi havde al den traditionelle mad og brugte det rigtige porcelæn. Forfædre, muligvis fra hans kones side, stirrede ned på os fra tunge, forgyldte rammer, klædt i sort med stive, hvide flipper som puritanere. Børnene skulle sidde stille ved bordet, indtil vi ikke kunne holde det ud længere, så løb vi af sted for at se Godzilla eller King Kong – som skræmte mig – eller en tv-serie på et stort, falskt-træs fjernsyn. Det var altid en lettelse at komme tilbage til æbletærte og vanilleis og høre min bedstefars vittige udtalelser, som: "Over tænderne, gennem tandkødet, pas på maven, nu kommer det!"

Selv med en perfekt ramme passer mennesker ikke altid smooth ind i den. Min bedstefar var kunstner og arbejdsnarkoman; selvom han nok nød højtiden, var hans sind ofte i atelieret. Han havde en evne til at skildre familiesammenhør i sine malerier – hjertelige scener med slægtninge, der... Han havde fotograferet mange ubeslægtede naboer og byboere, han havde set i Arlington, Vermont. Da jeg var lille, forekom han mig fjern.

Så var der mine bohemekunstner-forældre, som selv på deres bedste dage var som bombekastere. Ingen af dem kunne modstå at udfordre konventioner, altid nysgerrige efter at afdække, hvad der lå under. Mens min far, som sønnen og arvingen, fik lov til at have sine særheder, var min mor en helt anden historie. Med sit haltende gang efter polio, malingplettede jeans og konstante bare fødder; hendes skæve tænder og Maryland-accent; hendes ligefremme ærlighed og store, farvestrålende malerier, må hun have virket upassende ved familiens middagsbord – selv i 1960'erne.

Mine forældre følte sig overskygget, endda knust, af min bedstefars omdømme og talent. For at håndtere det talte de ofte om forskellen mellem illustration og skønkunst. Min far, nu 94, nævner det stadig. Min bedstefar så også denne distinktion som vigtig og følte sig underlegen som blot en illustrator. Han havde store forhåbninger om, at hans ældste søn, min far, skulle blive en rigtig skønkunstner, men min fars værker forvirrede ham.

Et af min fars tegninger – et stort værk i pen, blæk og akvarel på illustratorkarton – hang i ramme over min bedstefars kamin. Det forestillede et mørkt, sepia-tonet, semi-abstrakt post-industrielt ødemark med en enkelt hvid spotlys på den ene side. Nat efter nat, over drinks, pegede min bedstefar på det sted, afbrød samtalen og spurgte eftertænksomt: "Jerry, hvad er det hvide plet derovre?" Gennem årene gav min far utallige svar; et står ud, fordi han fortalte det til min mand år senere: "Det er indersiden af ydersiden af bagsiden af intetmandsland."

Mine forældre troede begge fast på skellet mellem skønkunst og illustration og placerede sig selv i den højere ende. Som barn forstod jeg, at det kom ned til to ting. For det første, penge: illustratorer skaber kunst for betaling, mens skønkunstnere drives af nødvendighed, ikke økonomisk vinding. For det andet, inspiration: siden illustratorer bliver betalt, kommer deres inspiration fra penge eller kundeanmodninger som højtider, produkter eller propaganda, hvilket blev anset for uren. Skønkunstnere derimod henter inspiration indefra eller ovenfra, en lunefuld kraft, der kan forsvinde i årevis. Dette gjorde det at være skønkunstner – eller bare kunstner, som min mor kaldte det – til en risikabel tilværelse økonomisk, følelsesmæssigt og åndeligt. Men belønningen var, at det blev anset for at være overlegent.

Da jeg var fem, blev mine forældre skilt i et godt forløb. Kort efter blev min mor pludselig udelukket fra Den Perfekte Norman Rockwell-Thanksgiving. Hun havde ikke forventet det, men selvfølgelig var der ikke plads til eks'er ved sådan et bord. Ærligt talt burde hun have set det komme. Senere fortalte hun gerne en historie fra omkring 1966, da hun og min far forlovede sig. Min bedstefar ledte efter modeller til at posere som unge nygifte til en bestilling, og min mor foreslog, at de gjorde det, da de snart skulle giftes. Han afviste ideen og sagde, at de slet ikke passede til det. (Jeg har aldrig fundet ud af, hvilket maleri det var, eller om han overhovedet lavede det, men jeg forestiller mig noget i retning af en 1960'er-version af hans værk fra 1955, The Marriage License.)

År senere fandt jeg en række professionelle fotos i min bedstefars museumsarkiv, som viste mine nyforlovede forældre sidde sammen med ham. På dem havde de tydeligvis forsøgt at se respektable ud for kameraet. Min fars hår er glattet tilbage, og han har en pæn polotrøje på. Min mor har en beskeden, tilpasset sommerkjole på i lyseblåt med små hvide blomster. Hun syede altid sine egne tøj, som regel i kraftige farver og mønstre, men denne kjole virker som et særligt outfit til hendes rolle som brud. Men deres ansigter røber dem – de griner og flirer drilsk, mens min bedstefar iagttager dem med mild irritation.

Denne scene stammer fra mine forældres forlovelsesfoto, med min bedstefar Norman Rockwell i centrum.

Det første år af det, vi kaldte Udelukkelsen, fortalte min far min mor koldt i telefonen, at hun ikke var velkommen til thanksgiving, og sagde, at hun skulle aflevere mig hos min bedstefar før middagen. Hun forstod aldrig grænser og kunne ikke forstå, hvorfor vores traditioner skulle ændres på grund af en skilsmisse. Hun kørte mig gennem en tidlig sne, og hun græd hele vejen.

I sidste ende sejrede min mors perspektiv. Efter min bedstefar døde i 1978, skabte hun en juletradition uden grænser – et forvrænget spejlbillede af den perfekte Rockwell-thanksgiving. Træt af at jonglere med tidsplaner fra et stigende antal skilte par og deres børn, inviterede hun alle til at fejre "Ex-mas". Gæstelisten inkluderede hendes nye mand; min far og hans nye kone; hendes to børn fra et tidligere ægteskab; hendes eksmand og hans kæreste; og hendes to børn fra et andet tidligere forhold. Faren til de sidste to kunne ikke komme – rygtet sagde, at han sad i et spansk fængsel for narkosmugling. Min stedfar, som var scenograf, tog utallige formelle familieportrætter af enhver tænkelig gruppekombination med brug af vintage rekvisitter som hatte, stokke og fjerboaer. Et år holdt alle hinanden i hænderne og dansede rundt om huset mens de sang julesalmer.

Jeg tænker ofte på at fortælle kvinden, jeg engang overhørte beklage sig over, at hendes familie ikke levede op til en Norman Rockwell-thanksgiving, om vores ukonventionelle fejring. Måske ville det have trøstet hende at vide, at Rockwell-familien var lige så rodet og belastet af typiske familiekonflikter som alle andre. Freedom From Want, et maleri beregnet til at fremhæve overflod, er i stedet blevet et symbol på det, vi mangler – en umulig standard for harmoni og enighed. Sandheden er, at det aldrig var virkeligt til at begynde med.



Ofte stillede spørgsmål
Selvfølgelig! Her er en liste over ofte stillede spørgsmål om Den Nostalgiske Drøm om en Norman Rockwell-Thanksgiving, designet til at være klar, hjælpsom og samtaleagtig.



Generelle begynder-spørgsmål



1. Hvad er "Den Nostalgiske Drøm om en Norman Rockwell-Thanksgiving"?

Det er det idealiserede billede af en perfekt, harmonisk og familiefokuseret Thanksgiving, populariseret af den amerikanske kunstner Norman Rockwell i hans berømte maleri fra 1943, "Freedom from Want".



2. Hvilket maleri taler folk om?

De henviser til Rockwells "Freedom from Want", som viser en stor, glad familie samlet omkring et spisebord, mens en bedstemor anretter en kæmpe stegt kalkun på bordet.



3. Hvorfor er dette billede så berømt og varigt?

Det repræsenterer et trøstefuldt ideal om familieenhed, overflod og fred, især under usikkerheden under Anden Verdenskrig. Det blev skabelonen for den perfekte amerikanske højtid i mange menneskers bevidsthed.



4. Så Normans Rockwells egen Thanksgiving ud som hans maleri?

Nej, ikke rigtigt. Rockwell brugte modeller og iscenesatte scenen i sit atelier. Det var et kunstnerisk ideal, ikke en dokumentar af hans privatliv.



Dybere mening og kulturel indvirkning



5. Hvad er problemet med at forsøge at genskabe denne drømme-Thanksgiving?

Det sætter en umulig høj standard. Virkeligheden indebærer familiedisagreementer, kulinariske katastrofer og stress. At jage dette perfekte billede kan få folk til at føle sig utilstrækkelige eller skuffede, når deres egen fejring ikke lever op til det.



6. Hvilke værdier repræsenterer Rockwell-Thanksgivingen?

Den lægger vægt på temaer som sammenhør, taknemmelighed, gavmildhed, enkelhed og national enhed – værdier som mange mennesker stadig stræber efter under højtiderne.



7. Hvordan har dette billede formet måden, vi fejrer Thanksgiving på i dag?

Det har haft stor indflydelse på vores traditioner, fra den centrale rolle for den stegte kalkun og den store famliesamling til ønsket om et billed-perfekt dækket bord. Det er modellen, som mange mennesker ubevidst måler deres egne højtider op imod.



Praktiske tips og moderne anvendelse



8. Hvordan kan jeg inkorporere maleriets ånd uden presset?

Fokuser på kernemålet, ikke det perfekte billede. Prioritær ægte forbindelse, udtryk taknemmelighed og nyd selskabet af dine kære, selvom kalkunen måtte være lidt tør eller bordet rodet.