Oversat til dansk:

Deborah Willis er mere end en fotograf, kurator og uddanner – hun er også en udgraver, der afdækker en visuel historie om sort liv. For 25 år siden skrev hun den banebrydende bog Reflections in Black: A History of Black Photographers, 1840 to the Present, en milepælsantologi, der fremhæver afroamerikanske fotografer, der forvandlede mediet kort efter dets opfindelse. I november udgives en ny udgave af bogen, timeplanlagt til udstillingen "Reflections in Black: A Reframing", som er delt mellem to offentlige gallerier på NYU, hvor Willis længe har været professor.

Før udstillingen talte jeg med Dr. Willis om hendes indflydelsesrige bogs 25-års jubilæum, udstillingen og den centrale rolle af sort kærlighed i hendes arbejde.

Vogue: Hvordan tror du, indflydelsen af Reflections in Black har udviklet sig over tid?

Dr. Deborah Willis: 25-års jubilæumsudgaven af Reflections in Black: A Reframing opstod, fordi fotografer, samlere og andre henvendte sig til mig og forlaget, efter at bogen var udgået. De nævnte, at de havde set den prissat mellem $500 og $900 på bøgeres hjemmesider. Fotografer født for 25 år siden har oplevet bogen gennem deres forældre, bedsteforældre og lærere, der delte dens billeder med dem. Bogens indvirkning har hjulpet med at forme en lang visuel kultur, ikke blot ved at udfylde manglende historie, men også ved at udvide fortællingen om fotografer, der skaber nye billeder om sort kultur.

Vogue: Denne udgave indeholder 130 nye billeder. Hvordan gik du til værks med research- og redigeringsprocessen?

Dr. Willis: Først bad jeg historikeren og professoren Robin D.G. Kelly om at genudtrykke hans oprindelige forord, men han ønskede at skrive et nyt. Hans opdaterede forord afspejler mine erfaringer med at møde kunstnere, undervise og kuratere. Research var ikke svært – jeg kiggede på mine egne studerendes arbejde, som Tyler Mitchell, Paul Sepuya og Zalika Azim. Jeg var også draget af yngre fotografer som Laila Stevens, som jeg mødte gennem Magnum, og var fascineret af det udvalg af erfaringer og historier, de fortæller. I en tid, hvor historisk udslettelse er en bekymring, sikrer fotokunstnere, at vores historie forbliver synlig. For eksempel udforsker Daesha Harris historien om Underground Railroad og kampene for frihed blandt de enslavede. I opdateringen af bogen tænkte jeg på, hvordan man forbinder disse historier. Det var også interessant at se, hvordan unge fotografer former deres image, identitet og kreativitet gennem øget synlighed på Instagram.

Vogue: Hvordan udvider denne version sig ellers på originalen? Hvad er anderledes, og hvad er blevet det samme?

Dr. Willis: Den nye udgave dykker ned i selvskrivning og selvportrætter, og den udvider på temaer om spiritualitet. Fotografer engagerer sig også med økologi og hvordan klimaforandringer påvirker vores samfund. De politiske skift over de sidste 25 år har også påvirket indholdet. Det var historierne, jeg ønskede at fremhæve i denne udgave.

Vogue: Fotobranchen har ændret sig dramatisk de sidste 25 år. Hvad er nogle af de største ændringer, du har observeret?

Dr. Willis: Der sker mange små men meningsfulde skift: genoplivningen af fællesskabsgalleri, MoMAs årlige New Photography-udstilling hver efterår, og mere inkluderende repræsentation af afrikanske diaspora-fotografer på kunstmesser. Aperture har udvidet deres publikationer over de sidste 25 år, delvis takket være fotograferne i denne bog. Der er også flere muligheder for kunstnere at udstille deres arbejde i gallerier på universiteter og andre ikke-traditionelle steder. På tværs af landet bruger universitetscampusser udstillingsrum som klasseværelser og læringsmiljøer for kunstnere og fællesskaber.

Munachi Osegbu (f. 1996), Pink - Sydney (2020)
Med venlig hilsen fra kunstneren.

Hvordan bruger fotografer nye og eksisterende teknologier til at udvide fotokunsten?
Kunstnere som Bisa Butler genopfinder fotografiske arkiver ved at bruge quilting til at fortolke portrætkunst på ny. Fotografiets sprog har udviklet sig ikke kun gennem ny teknologi, men også gennem kunstnere, der udforsker mediet på nye måder. For eksempel oversatte min søn, Hank Willis Thomas, et fotografi til en tredimensionel skulptur med The Embrace (2022). Han var inspireret af et arkivfoto af Dr. King og fru King, der omfavner hinanden efter han modtog Nobels Fredspris. Sådanne øjeblikke er centrale for at udvide, hvad fotografi kan være.

Hvad var nogle af de æstetiske og kuratorielle valg, du tog i udstillingen?
Jeg ønskede at inkludere fotografer, der var begejstrede for at samarbejde, der bragte glæde til deres arbejde, og som ønskede at være en del af dette projekt. Udstillingen viser både historiske samlinger og samtidige fotografer. Da jeg udvalgte billeder, fokuserede jeg på temaer om kærlighed for at fremhæve skønhed, respekt og venskab.

Sort kærlighed forbliver en radikal handling i lyset af udbredt bigotteri og vold fra hvide amerikanere. Det har altid været centralt i dit arbejde. Hvordan leder det dig fortsat i dag?
Da jeg studerede fotografi som kunststuderende, blev de forskelligartede historier om sorte familier ofte overset. Hvad der manglede i fortællingerne om slaveri og frihed, var sort kærlighed.

For et par år siden udgav jeg The Black Civil War Soldier: A Visual History of Conflict and Citizenship, som jeg researchede i årevis. I arkiver som National Archives, Schomburg Center, Library of Congress, Howard University og WPA Slave Narrative Collection fandt jeg mundtlige historier fra tidligere enslavede mennesker og soldater. Sort kærlighed blev ignoreret i mange historiebøger, men den overlevede i disse transkripter. At opdage og bevare disse historier gav mig et fundament for at forstå sort kærlighed og forme mit eget arbejde.

Hvordan tænker du på at fortsætte dit arv og det arbejde, du påbegyndte, da du startede din karriere?
Jeg tror på samarbejde. Jeg arbejder ikke alene, og det er vigtigt for mig. Jeg fokuserer på at bygge netværk, have globale samtaler om sort liv og medskabe begivenheder som Black Portraiture[s]-konferencerne. Den første var i Paris i 2013, hvor jeg arbejdede med Manthia Diawara og Awam Amkpa. Nogle lokale kritiserede os i starten for at arrangere konferencen som amerikanere i Paris, men andendagen takkede mange os for at skabe et rum til at diskutere race, mode og historie. Vi havde en lignende oplevelse i Johannesburg, Sydafrika, hvor folk følte, de manglede platforme til disse samtaler. I år bringer vi Black Portraiture[s] til Tulsa, Oklahoma. I 2024 afholdt vi konferencen i Venedig, Italien, med titlen "Shifting Paradigms". Målet er at frembringe bredere diskussioner om sorte og afrikanske diaspora-fotografer og forbinde dem med fotografer i USA. Det er et centralt fokus for mig.

Denne samtale er blevet redigeret og forkortet.

"Reflections in Black — A Reframing" vises frem til den 21. december 2025.

Reflections in Black: A History of Black Photographers: 1840 to the Present
$100, W.W. Norton



Ofte stillede spørgsmål
Selvfølgelig. Her er en liste over ofte stillede spørgsmål om Deborah Willis og 25-års jubilæet for hendes banebrydende værk Reflections in Black.



Generelle begynder-spørgsmål



Sp: Hvem er Deborah Willis?

Sv: Deborah Willis er en højt indflydelsesrig amerikansk kunstner, fotograf, kurator, forfatter og uddanner. Hun er en førende historiker og forsker inden for afroamerikansk fotografi og dens kulturhistorie.



Sp: Hvad handler bogen Reflections in Black om?

Sv: Det er en banebrydende bog, der sporer historien om sorte fotografer fra fotografiets opfindelse til slutningen af det 20. århundrede. Den fremviser deres arbejde og fortæller historien om, hvordan afroamerikanere har brugt kameraet til at repræsentere sig selv.



Sp: Hvorfor er 25-års jubilæet for denne bog så stort et problem?

Sv: Jubilæet er en stor milepæl, fordi bogen fundamentalt forandrede kunstverdenen. Den bragte længe forfænget anerkendelse til generationer af sorte fotografer, der var blevet overset af mainstream kunsthistorie, og gjorde deres arbejde tilgængeligt for et meget bredere publikum.



Sp: Hvor kan jeg se fotografierne fra bogen?

Sv: Mange af fotografierne findes i store museumssamlinger. Du kan også finde dem i bogen selv og ofte i relaterede udstillinger, som museer kuraterer for at fejre jubilæer som dette.



Dybere og avancerede spørgsmål



Sp: Hvordan var kunstverdenen for sorte fotografer, før denne bog blev udgivet?

Sv: Deres bidrag var i høj grad marginaliserede og ekskluderet fra store lærebøger, museumsamlinger og historiske narrativer. Reflections in Black leverede den første omfattende visuelle historie, der centrerede deres stemmer og kunstneriske udtryk.



Sp: Hvordan påvirkede denne bog feltet fotografi og kunsthistorie?

Sv: Den blev en essentiel akademisk tekst, der tvang til en revurdering af amerikansk fotografi. Den inspirerede til ny forskning, påvirkede kuratorpraksis i museer og opmuntrede til indkøb af værker af sorte fotografer til permanente samlinger verden over.



Sp: Kan du nævne et par nøglefotografer, bogen hjalp med at bringe i forgrunden?

Sv: Absolut. Mens den fremviser over 100 fotografer, var den afgørende for at fremhæve arbejdet af pionerer som James VanDerZee, Carrie Mae Weems, Lorna Simpson, Gordon Parks, Roy DeCarava og Coreen Simpson, blandt mange andre.



Sp: Har Deborah Willis lavet andet vigtigt arbejde ud over denne bog?