Clint Eastwood reflekterer over livet – og de myldrende menneskemasser på Croisette – fra bagsædet af en bil. Grace Jones, med håret perfekt formet, bliver fanget midt i en samtale. The Leningrad Cowboys, med deres tyngdefordøjende frisurer, scanner omgivelserne. Sværme af paparazzi, aspirerende stjerner, der klemmer sig igennem til premiereforestillinger, Helmut Newton, der stopper midt i et fotografi. Forbløffede tilskuere, hengivne fans, endda et par voksenfilmstjerner. Dette kunne kun være Cannes Film Festival i al sin blændende, gyldne pragt – fanget af Derek Ridgers og samlet i en ny fotobog fra Idea, der hylder "festivalen for exhibitionisme."

Den britiske fotograf har længe rettet sit objektiv mod musik, film, berømtheder og ungdomssubkulturer og skabt slående portrætter. Cannes tiltrak ham især år efter år fra 1984 til 1996. Forestil dig en ung Elizabeth Berkley, stjerne fra den nu kultklassiske Showgirls, der flanerer på Boulevard de la Croisette, eller en eftertænksom Mick Jagger, der stolter ind på en after-party. Uanset om det var i sort-hvid eller levende farver, har Ridgers foreviget den dristige, hurtige energi fra dengang – før kamera-telefoner, forbud mod dristig rødløber-mode eller aftagende over-the-top berømthedsadfærd.

Clint Eastwood.
Foto: Derek Ridgers, med tilladelse fra IDEA.

Paparazzi i aktion.
Foto: Derek Ridgers, med tilladelse fra IDEA.

"De fleste af mine tidligere bøger har været seriøse fotosamlinger – primært dokumentariske portrætter fra 80'erne," fortæller Ridgers til Vogue. "Efter The London Youth Portraits følte jeg, at jeg havde udtømt det tema. Denne bog er ikke dyb eller dybsindig. Den er et legesygt blik på den vilde, kaotiske energi ved Cannes Film Festival i 80'erne og 90'erne."

"Det gik først op for mig i januar, at disse fotos kunne danne en sammenhængende bog," tilføjer han. "Tredive år siden jeg sidst fotograferede der, gav mig nok afstand til at værdsætte, hvor anderledes den tid var."

Ridgers besøgte Cannes første gang i 1984 – året hvor Paris, Texas vandt Palme d’Or, og film som Jim Jarmusch’s Stranger Than Paradise og Sergio Leone’s Once Upon a Time in America havde premiere. Hans opgave? At fotografere Afrika Bambaataa, som promoverede Beat Street for NME. Dengang vidste Ridgers kun lidt om festivalen – eller rap og hip-hop.

"Jeg havde hverken set filmen eller hørt en eneste tone af Afrika Bambaataas musik," indrømmer han. "Man kunne sige, jeg var lidt grøn."

John Waters interviewet til sin dengang nye film Crybaby.
Foto: Derek Ridgers, med tilladelse fra IDEA.

Jasmine på Carlton Beach.
Foto: Derek Ridgers, med tilladelse fra IDEA.

Han overværede Beat Street’s premiere i Palais des Festivals – hans eneste gang på den røde løber. "Det var overvældende. Jeg tilbragte kun en eftermiddag og aften med filmteamet. Resten af tiden vandrede jeg rundt på Croisette og sugede synet ind."

"På et tidspunkt lagde jeg mærke til paparazzi, der stimlede sammen uden for en bar i en sidegade, så jeg sluttede mig til dem. De rettede alle deres lange linser mod Mickey Rourke, som så ud til at være barens eneste gæst. Jeg bruger ikke lange linser, så jeg snappede ham, da han trådte ud for at binde sine snørebånd. Derefter var jeg bidt."

Hans foretrukne kamera var Nikon FM2, et manuelt filmkamera, der kun brugte batteri til lysmåleren – hvilket minimerede tekniske uheld. "Et manuelt kamera sænker tempoet," forklarer Ridgers. "Med en motordrive kunne man nemt bruge hundrede filmruller på en dag i Cannes."

I 90'erne brugte han også et Nikon F4. "Autofokus var nyttigt, når man skubbede med andre fotografer," siger han. Til arrangementer, hvor kameraer ikke var tilladt, gemte Ridgers et lille Olympus Mju i sin sok.

Damon Albarn og Justine Frischmann.
Foto: Derek Ridgers, med tilladelse fra IDEA.

The Leningrad Cowboys.
Foto: Derek Ridgers, med tilladelse fra IDEA.

De fleste dage i Cannes startede langsomt, byen vågnede først ved middagstid. Men Ridgers forlod sit budget-hotel og gik til det britiske pavillon kl. 10. "Jeg drak en kop kaffe eller to, spiste måske en croissant og prøvede at finde ud af, hvilke uundgåelige begivenheder der skete den dag," siger han. Om eftermiddagen fotograferede han portrætter af skuespillere og instruktører i de store hoteller – som Hôtel Martinez, Carlton eller Hôtel Barrière Le Majestic – og tilbragte den tidlige aften med at spotte stjerner langs Croisette. (Han sprang som regel frokost over for ikke at gå glip af noget.)

"Medmindre det var en kæmpestor stjerne som Clint Eastwood, gik de mindre kendte stjerner typisk fra deres hotel til Palais des Festivals, fordi vejene var proppede med limousiner," husker han. Aftenerne sluttede ofte med drinks på Petit Carlton bar, hvor engelsktalende journalister mødtes sammen med kommende producere og instruktører. "Det var et sted for tilfældige, men mindeværdige bekendtskaber."

1996 var et bemærkelsesværdigt år – og Ridgers’ sidste gang i Cannes – da Francis Ford Coppola var jurypræsident, og Mike Leigh vandt Palme d’Or for Secrets & Lies. "Den største fest det år, og nok den mest stjernespekkede, jeg nogensinde har været til, var for Trainspotting på Palm Beach Casino," siger han. "Det var den slags fest, hvor alle, der betød noget, var der."

Helmut Newton.
Foto: Derek Ridgers, med tilladelse fra IDEA.

Foto: Derek Ridgers, med tilladelse fra IDEA.

"Da jeg ankom, satte jeg mig på en lav mur nær indgangen sammen med en anden engelsk fotograf, der heller ikke havde adgang," husker Ridgers. "Vi så kendte ansigter ankomme. Da Mick Jagger dukkede op, råbte alle paparazzi – selv dem, han kendte godt – 'Hey, Mick! Herhen!', men han ignorerede dem. Så fik han øje på os, kom hen og hilste varmt på min ven, gav ham et stort knus og gik videre uden et ord. Min ven havde aldrig mødt Jagger og kunne ikke engang lide Rolling Stones. Senere gættede vi på, at Jagger måske havde forvekslet ham med Douglas Adams."

Høflighed hjælper, når man fotografere berømtheder, men udholdenhed er lige så vigtig. "Jeg ville ikke være blevet fotograf, hvis jeg lod dørmænd stoppe mig med sætninger som 'Undskyld, kammerat, privat fest' eller 'Du er ikke klædt ordentligt på'," siger han.

Hvordan skilte han sig ud fra paparazzi? "Det er million-dollar-spørgsmålet," svarer han. "Nogle af de fyre tjente ti gange mere end mig, men jeg foretrak at fotografere de mere interessante – for mig – mennesker i udkanten." Gennem hans arbejde tilføjer nysgerrige tilskuere, ligeglade lokale og håbefulde drømmere til det surrealistiske skue.

Daryl Hannah.
Foto: Derek Ridgers, med tilladelse fra IDEA.

Frankie Rayder.
Foto: Derek Ridgers, med tilladelse fra IDEA.

Sylvester Stallone.
Foto: Derek Ridgers, med tilladelse fra IDEA.

Ridgers husker en...

En klistret situation:

"Med hendes tilladelse tog jeg billeder af en britisk model til en af de store årlige fester, en filmproduktionsselskab afholdt i et gammelt slot," siger han. "Hendes kæreste kunne ikke lide det og endte med at angribe mig. Hun måtte trække ham væk. Jeg vil ikke nævne hans navn, men han var en velkendt britisk soapstjerne på det tidspunkt – på tv hver uge. Cirka en time senere så jeg ham igen, og han kom hen. Jeg troede, han ville undskylde."

"I stedet sagde han: 'Jeg gør dig ikke noget her – der er for mange mennesker. Men når vi kommer tilbage til England, er du død.' Det var hans ord. Jeg har hverken set eller hørt fra ham siden."

Et af de mest slående billeder i bogen viser en kvinde, der poserer i en stribet frakke. Nogle få fotografer tager billeder af hende, mens resten af mængden ser til og venter på, at der skal ske noget. "Det fanger virkelig en del af Cannes-oplevelsen," siger Ridgers. "Alle ved, at der sker noget, men ingen er helt sikre på hvad."

CANNES af Derek Ridgers er nu tilgængelig fra IDEA.