Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor nogle voksne vil klæde sig ud som deres barndomsdukker. Kniplingskraver og blonder er bare ikke mig—selv da jeg var ung nok til at kunne trække den første kommunion-look af, var jeg ikke interesseret.

Men på det seneste er der sket noget. Over de sidste måneder har jeg følt mig draget af netop de detaljer, jeg plejede at undgå. Men i stedet for dukkeagtig perfektion er det den uhyggelige charme hos genbrugsbutikkens dukker, der inspirerer mig—dem med glasagtige, foruroligende blikke og kjoler, der er gulnede og medtagne af alderen. Deres slidte stil føles mere ægte end de upåvirkede samleobjekter, der skal forblive perfekte for evigt.

Jeg er ikke alene om denne fascination. Spøgelsesagtig dukkestil har været overalt på det seneste. (Kan du huske bloomer-shorts-trenden for et par år siden?) På Chloés forår 2025-show sendte Chemena Kamali lag af kniplinger og bølgende pantalons ned på catwalken, mens Seàn McGirrs McQueen præsenterede dramatiske kraver og flossede kanter. I New York ligner Zoe Gustavia Anna Whelans dekonstruerede designs en dukke, der er blevet efterladt i regnen, og Colleen Allens victorianskinspirerede stykker minder om gamle, skrøbelige underkjoler. Selv store forhandlere som Free People har hoppet med på bølgen med kniplingskantede bloomers som en budgetvenlig version af trenden.

Den ultimative spøgelsesagtige dukkestil-icon er måske Miss Havisham fra Store Forventninger. Efterladt ved alteret tilbringer hun sit liv med at forfalde i sin laset brudekjole, mens hendes festbord samler støv. Og alligevel—der er noget utvivlsomt imponerende ved det. Helena Bonham Carters portrættering i filmen fra 2012 fanger det perfekt: en brudekjole, der synes at sluge hende hel, med organzaskørt og hængende ærmer som et virvar af falmet grandeur.

Tøj bærer så mange følelser—det former, hvordan vi præsenterer os for verden. At bære noget feminint, men medtaget, føles som at bære sit hjerte på ærmet. Det er en god påmindelse om, at skønhed ikke altid betyder perfektion. Så selvom jeg aldrig klædte mig som min American Girl Doll som barn, tager jeg nu glædeligt stilistiske hints fra deres spøgelsesagtige, tidsskadede kusiner.