På en varm midsommerdag på stranden modtog jeg en direkte besked på Instagram fra en kvinde med en privat konto, der fik mig til at rynke panden dybt. Hun beskyldte mig for at behandle min nyfødte som et tilbehør – en satinklutch til en middag. Jeg indrømmer gerne, at på det foto hun henviste til, så både barnet og jeg fantastiske ud. Hendes pink-ingefær hudfarve mindede mig om Ariel, mens jeg lignede en jamaicansk krabbe ved siden af hende. Med mine bokser og barnets ble kunne vi have været med i en Calvin Klein-reklame – hvis de lavede tøj til spædbørn eller caster let undervægtige, søvndeprimerede nybagte fædre. Jeg svarede bare "Godt sagt" og blokerede hende, for jeg kan være så smålig.

Jeg ville ønske jeg kunne sige, at jeg hurtigt kom videre, men det sad fast i mig – derfor skriver jeg om det nu. Som forælder er det en hel debat at beslutte, om man vil vise sin babys ansigt online. I forrige weekend kritiserede den tidligere Grub Street-redaktør Sierra Tishgart i Subway Takes den "visuelt modbydelige" vane at dække børns ansigter med emojis på Instagram. Den generelle opfattelse ser ud til at være, at man enten holder det privat (som at dele babyfotos med venner på WhatsApp) eller går offentligt ud med babys ansigt i centrum. Der er noget ved den hyperbevidsthed om "pædofiler, der måske følger mig", der gør forsøg på at skjule et barns identitet endnu mere uhyggelige end slet ikke at poste.

Jeg er ikke sikker på, hvor relevant det er at tale om min babys ansigt, som jeg fotograferer og poster frit. Nogle – de fleste! – børn fødes og ligner lidt ET, med skrøbelige led og senetætte lemmer, deres hoveder som en bold i en sok. Men min datter kom ud perfekt formede, med buttede kinder og amor-buelæber, hendes næse let opadvendt. Hun er hvad min bedstemor ville have kaldt "køn", hvis hun stadig levede. Jeg fortæller folk, at hun er som mit personlige HBO, med fængslende programmer lavet kun til mig. Hun er fortryllende og strålende; selvfølgelig tager jeg en masse billeder. (Og for at være helt klar: jeg ville elske hende, selv hvis hun var en "Monet" – smuk på afstand, men ikke tæt på.)

Som ny forælder føler du dig ikke kun tvunget til at fortælle om, hvor vidunderligt det er – og det er det – men også til at vise den skønhed frem, at parade med dit barn gennem de digitale gader, som om byens borgere samles for at få et sjældent glimt af perfektion. Livet kredser nu omkring dig og barnet. Jeg savner virkelig de dage, hvor jeg kunne spise en gummivitamin og to Negronis til frokost, men at være til rådighed, til stede og med klart hovede er ikke den straf, jeg forventede. Hele mit liv handler om dette nye menneske, og som mange af os er jeg vant til at dele store dele af mit liv online.

Selvfølgelig bekymrer jeg mig med al denne deling, om jeg sætter min baby på en sti fokuseret på udseende. Ingen løftede et øjenbryn, da jeg begyndte at poste billeder af min kat. Men den anonyme kvinde fik mig til at reflektere over min trang til at dele. Er jeg skyldig i at videregive vores tids narcissisme til næste generation? Burde jeg vise den mere rodede side af forældreskabet – bleudslettet, de fem timer på skadestuen efter hun dristigt kastede sig ud over et bord (hun har det fint)? Er min baby mere eller mindre tilbøjelig til at blive kernefysiker, hvis jeg viser alle hendes træk? Kan hun blive astronaut, hvis hun ikke er inkognito? Bliver hun statsminister, hvis vi ignorerer hendes udseende og fokuserer på at udvikle en alsidig personlighed?

Hun er lidt af et mirakelbarn, der vandt den genetiske lotteri som en super afslappet baby med en go-with-the-flow tilgang, som jeg ivrigt vil dyrke. Hun sover hele natten, hvilket er sjældent som fire måneder gammel, og græder sjældent i mere end seks minutter. Er det disse egenskaber, jeg burde fremhæve?

At poste billeder af min baby føles ikke som en livsstilspræstation eller en pralepost, men mere som at fortsætte en samtale, jeg har haft med mine følgere, lige siden de begyndte at følge mig. De har set mine år kede sig på et kontorjob, de gange jeg sad alene i Berlin og skrev mine bøger, pillede ved min hud og overtænkte; de har overværet den æra, hvor jeg følte... Som arbejderklassebarn følte jeg mig altid upasset i mere privilegerede kredse. Jeg længtes efter et basalt komfortniveau – hvor nye sko til skolen ikke var en luksus, der blev gemt til lønning, og min madras havde en ordentlig seng. Men de sidste seks-syv år har mit eneste mål været at få en baby.

Nu hvor hun er her, vil jeg bare absorbere hvert sekund af hendes tilstedeværelse. Jeg har aldrig været interesseret i at fremvise et perfekt liv eller poste præstationer bare for at gøre andre misundelige. Da jeg startede i forlagsbranchen, lærte jeg vigtigheden af historiefortælling og kontekst, og hvordan et personligt perspektiv kan give genlyd offentligt. Mens jeg tænker over det visuelle, er mine opslag primært et udtryk for, hvem jeg er – mit unikke syn på en verden, der er absurd, underholdende og fuld af humor, især nu med min datter i den.

Når jeg ser på min baby, ser jeg ikke omkostningerne ved rugemødren endelig være det værd. Jeg ser ikke en chance for at udstille en trendy homoforælder-livsstil. Jeg ser ikke en mulighed eller indhold. Jeg ser bare hende.

Der er værdi i at vise livet som en sort, homoseksuel mand, der lever ufortrødent, især når mange stadig modsætter sig ideen om, at sorte og homoseksuelle kan have succes. Jeg kæmper med dette dagligt: Skilter jeg, eller repræsenterer jeg hvad der er muligt for marginaliserede mennesker? Jeg har ikke svaret, og måske får jeg det aldrig. Men for nu, se dog på min smukke pige!

Ofte stillede spørgsmål
Selvfølgelig! Her er en liste over nyttige og klare ofte stillede spørgsmål om at dele billeder af din babys ansigt online.

**Begynder - Generelle spørgsmål**

1. **Hvorfor er dette overhovedet en bekymring? Er det ikke harmløst at dele søde babybilleder?**
Mens deling er en naturlig impuls, er den største bekymring dit barns digitale privatliv og sikkerhed. Når et foto er online, mister du kontrollen over hvem ser det, gemmer det, eller hvordan det kan blive brugt i fremtiden.

2. **Hvad er de største risici ved at poste mine babys fotos online?**
De primære risici inkluderer:
- Dataindsamling: Fotos kan bruges til at opbygge en digital profil af dit barn uden deres samtykke.
- Digital kidnapping: Fremmede kan gemme og dele fotos, nogle gange påstår de at barnet er deres eget.
- Lokationssporing: Fotos kan indeholde metadata, der afslører din hjemmeadresse eller ofte besøgte steder.
- Fremtidig flovhed: Et sødt foto i dag kan være pinligt for din teenager i morgen.

3. **Jeg deler kun på private konti. Er det sikkert nok?**
En privat konto er meget sikrere end en offentlig, men den er ikke fejlfri. Dine følgere kan stadig tage skærmbilleder eller downloade og dele fotos med deres egne netværk uden for din kontrol.

**Privatliv & sikkerhedsbekymringer**

4. **Kan nogen stjæle min babys identitet fra et foto?**
For alvorlig identitetstyveri kræves mere information. Men et foto kombineret med andre delte oplysninger kan bidrage til at opbygge en profil, der kan misbruges senere.

5. **Hvad er "sharenting", og er det dårligt?**
Sharenting er en blanding af "sharing" (deling) og "parenting" (forældreskab), der refererer til vanen for forældre til at poste indhold om deres børn online. Det er ikke iboende dårligt, men det bliver et problem, når det gøres uden at overveje barnets nuværende og fremtidige privatliv.

6. **Kunne disse fotos blive brugt til AI eller deepfake-teknologi?**
Ja. Efterhånden som teknologien udvikler sig, kunne fotos af dit barns ansigt potentielt blive brugt til at træne AI-modeller eller skabe digitale avatarer og deepfakes uden din viden eller dit samtykke.

**Praktiske tips & alternativer**

7. **Hvad er nogle sikrere alternativer til at poste fuldansigtsfotos?**
Du kan dele øjeblikket samtidig med at du beskytter deres identitet ved at poste fotos, der: