Her er en omskrevet version af teksten på flydende, naturligt dansk, mens den oprindelige betydning bevares:

---

Jeg tror, at kvinder har en særlig form for kreativitet, der hjælper dem med at navigere selv de mest umulige situationer. Dette gælder især for kvindelige kunstnere, som bruger deres kreative arbejde til at overvinde livets udfordringer. Jeg finder dette utroligt inspirerende – det giver mig håb for fremtiden.

**Hvad inspirerede din fokus på at fortælle historier om femininitet? Hvor kom dette ønske fra?**

MGC: Jeg skylder min datter denne ændring. Jeg har altid arbejdet instinktivt, men Rachele – som har en mere analytisk og kulturelt bevidst tilgang til livet – hjalp mig med at se tingene på en anden måde. Vores samtaler blev en generationsdialog. Hun udfordrede modens rolle og pressede mig til at overveje, hvad mode kunne repræsentere. Vi gennemgik en periode sammen, hvor mode måtte antage en dybere mening.

RR: På universitetet var min akademiske kreds meget kritisk overfor modens rolle – hvordan den former billeder af femininitet og den kvindelige krop. Denne erkendelse faldt sammen med, at hun blev kreativ direktør hos Dior. Vores diskussioner centrerede sig om, hvad det betyder at være en kvinde, der designer tøj til kvinder.

MGC: Med min baggrund fokuserede jeg mere på håndværk end på at repræsentere kvinders kroppe. Visse rettigheder føltes som allerede vundne – min mors generation havde kæmpet for skilsmisse og abortrettigheder, så jeg tog dem for givet. Ved at arbejde med kvinder som Fendi-søstrene nød jeg fuld frihed og antog, at disse friheder var permanente. Det var chokerende at indse, at repræsentationen af femininitet bar på nye kompleksiteter. At engagere sig med en anden visuel kultur – en, der ikke var fremtrædende tidligt i min karriere – var øjenåbnende. Min generation så mode som abstrakt, mindre bundet til ansvaret for at skildre kvinders kroppe.

RR: Mine kritikker havde til formål at gøre hende mere opmærksom på dette ansvar, givet hendes indflydelsesrige rolle. Da jeg begyndte at arbejde med hende, forstod jeg, hvordan forandring sker indefra – at navigere mellem flere virkeligheder samtidig med at levere konkrete resultater.

**(Billedtekster: To fotos af Man Rays originale tableaux vivants fra 1930, som inspirerede denne uges udstilling på Teatro della Cometa.)**

Realiteten er, at der stadig er meget få kvinder, der designer til kvinder hos store modehuse.

RR: Det patriarkalske perspektiv er systemisk og påvirker alle brancher og kreative felter. Selv kvinder har internaliseret dette synspunkt, ofte ubevidst.

MGC: Man skal konstant spørge sig selv – om sin identitet, sit arbejde, hvad man antager er givet. Mine samtaler med min datter og hendes generation tvang mig til at genoverveje mange ting. Dette skete, mens branchen syntes at være i forandring (eller i det mindste så det sådan ud). Den nuværende adgang til information og kommunikationsværktøjer er overvældende – vi tager bøger, viden og teknologi ved vores fingre for givet. Sociale medier og nye teknologier... **(sætningen falder hen)** Disse processer er alle blevet forbundne – nogle gange for meget, efter min mening. Men de har givet alle en stemme og et kritisk perspektiv, selvom det nogle gange kommer med overforenklede eller mindre nuancerede analyser. Men det er alt sammen en del af en løbende udvikling.

Modeshows har nu et globalt publikum, men du står i øjeblikket for et intimt teater – et lille, juvelagtigt rum, helt anderledes end Diors skala. Hvordan ser du på mode i dag?

**MGC:** Det, der betyder noget, er ikke størrelsen, men muligheden for at arbejde på projekter af virkelig kvalitet. Et brand kan være lille, stort eller endda "mega-galaktisk" – selvfølgelig varierer budgetter og muligheder – men glæden er den samme. Jeg fandt lige så meget tilfredsstillelse tidligt i min karriere, da jeg arbejdede for små brands, som jeg senere gjorde for et stort.

Teatret giver mulighed for en mere intim tilgang, som på nogle måder er endnu mere spændende, fordi man har færre ressourcer. Det er også mere håndværksmæssigt – man må løse problemerne manuelt. For eksempel at beslutte scenografien med kunstneren Pietro Ruffo, derefter finde ud af, hvordan man trykker en lille katalog, finde et lokalt værksted, arrangere typografien... Denne håndgribelige proces er smuk, og jeg tror, unge mennesker virkelig forbinder sig med den. Jeg har taget Rachele med til at møde alle de håndværkere, jeg arbejder med – det er fascinerende at se de mennesker, der bringer disse projekter til live.

Måske fordi jeg er fra Rom, hvor der er en stærk samarbejdskultur, har jeg aldrig været tiltrukket af enorme platforme. Jeg kender alle, jeg arbejder med, personligt – jeg har alle deres numre. I går aftes ved cruise-showet var mange af dem der. Jeg ville have dem med mig, fordi det er et delt øjeblik af stolthed – vi gjorde det sammen.

**Hvordan har mode ændret sig, siden du startede?**

Jeg har oplevet en hel generationsskift, delvist gennem Rachele, som voksede op i mode – hun plejede at komme med mig til Fendi-kontoret som barn og lege i showrooms med sin bror. De hjalp til med at organisere tasker på hylderne for at holde sig beskæftiget. Min mand Paolo bragte dem derhen, mens jeg arbejdede – selv amning mellem møder. Det er en meget italiensk måde at blande familie og arbejde på.

Jeg var heldig at arbejde med grundlæggerne af Valentino og Fendi-søstrene, utrolige mentorer, der lærte mig så meget. Derefter blev mode domineret af store grupper, og jeg oplevede også denne overgang. Den største forandring kom dog med kommunikationen – nye medier gjorde mode til en del af popkultur.

Før var mode en indforstået samtale mellem folk, der forstod håndværket. Nu kan dit publikum inkludere nogen, der aldrig har set en runway-show eller forstået indsatsen bag en kollektion. Med disse platforme er det sværere at formidle dybden, så risikoen er en meget overfladisk betragtning.

Hvor er systemet på vej hen? Ærligt talt, jeg ved det ikke. Men som alle ting bevæger det sig i cyklusser – som **The Leopard** siger: "Alt ændrer sig, så intet ændrer sig." Måske har vi brug for et nyt perspektiv. Selv med Teatro Cometa genovervejer vi det traditionelle program, fordi... Det ville ikke være bæredygtigt. Folkets opmærksomhedsspan er ændret – det er meget kortere nu. Med så mange billeder overalt føles alt hektisk, forbruget øjeblikkeligt.

**Rachele, hvilken slags programmering kan vi forvente fra Teatro della Cometa?**

**RR:** Programmeringen vil fokusere på musik, fordi det allerførste show, da Teatro Cometa åbnede i 1958, var **I Capricci di Marianna** af Alfred de Musset med en ung Monica Vitti i hovedrollen, og der var også mange kammermusikkoncerter. Så musik vil være en del af programmet. Vi ønskede at bringe variation tilbage – ikke kun teater, men også musik, performance og dans – fordi vores tilgang er den samme som hos Dior: at skabe dialog og give en platform til kreative fra forskellige felter.

Tanken er at have forskellige kuratorer for hver disciplin, med et kunstnerisk udvalg, der overvåger alt. Man vil ikke se den samme forestilling i seks måneder i træk – i stedet måske en måned med dans, derefter en måned med musik, og så videre, som en festival.

**MGC:** Det er et langsigtet projekt, der lader os gøre det, vi elsker – research. Og ja, det er tidløst – virkelig tidløst, det ord, mode elsker så meget. Sammenlignet med mode er dette projekt helt sikkert mere tidløst!

**Så du vil også være meget involveret?**

**RR:** Hun er en kulturel iværksætter nu!

**MGC:** Ærligt talt prøver jeg bare at dække omkostningerne! Heldigvis hjælper min mand og søn mig med at forstå forretningsplanen, fordi jeg er frygtelig til den – jeg burde virkelig lære mere om økonomi.

**Måske at designe kostumer til teatret?**

**MGC:** Nej, kostumer interesserer mig ikke lige nu. Jeg er mere fokuseret på research og samarbejde med et team om at udvikle ideer. Jeg vil også gerne lave en bog om Mimì Pecci Blunt – det er noget, jeg virkelig gerne vil. Det vil tage tid, men vi har hele arkivet. Og jeg ønsker, at Teatro della Cometa skal have sit eget liv – vi vil ikke have det bundet kun til os, selvom jeg har været ret synlig gennem årene.

**Med alle de mennesker, du har arbejdet sammen med hos Dior, var der nogle særligt inspirerende øjeblikke – som lærte eller overraskede dig? En kunstner, du især nød at samarbejde med?**

**MGC:** Sandheden er, at disse projekter aldrig er soloefforter – det er altid teamwork. Det, der tilfredsstiller mig mest, er at se holdet begejstret for at være en del af disse oplevelser, fordi vi alle lærer.

At arbejde med koreografen Sharon Eyal (til Diors forårskollektion 2019) var utroligt. At designe til ballet betyder at arbejde tæt med kroppen – at finde løsninger med strikholdet var teknisk, følelsesmæssigt og visuelt. Det var stærkt og fascinerede os alle. Det var første gang, vi arbejdede med en koreograf, og alle var nervøse for at koordinere et show med koreografi og musik. Vi lærte så meget – og fortsatte samarbejdet med hende bagefter, selv til hendes egne balletforestillinger – fordi der dannes en slags fællesskab, hvor man forbliver forbundet.

Så er der Chanakya – skolen, kunstnerne, udstillingen, vi lavede i Vatikanet – og vi tog endda med dem til Venedig Biennalen i 2024 til en biforestilling kaldet **Cosmic Garden**. Det var vanvittigt! Vanvittige kvinder ved Biennalen! Vi vidste ikke engang, hvordan man ansøgte til open call. Det er eventyrets ånd – når man ikke ved, om man vil lykkes, men prøver alligevel og bevæger sig fremad, mens man tager folk med. Jeg bestemt – de har bestemt en eventyrlysten ånd.

Teatrets lobby er blevet restaureret til sin elegante midt-århundredes æstetik.
**Fotograferet af Laura Sciacovelli**

Chiuri gennemførte en omhyggelig restaurering og genoplivede stedet sammen med arkitekten Fabio Tudisco. De ærede den originale 1950'er-design af Tomaso Buzzi, der forestillede sig stedet som et overdådigt barokt hofteater.
**Fotograferet af Laura Sciacovelli**

En mor og datter står uden for teatret.
**Fotograferet af Laura Sciacovelli**