Carlos Alcaraz har vundet French Open for andet år i træk efter at have besejret Jannik Sinner i en episk fem-sæt thriller (4-6, 6-7, 6-4, 7-6, 7-6 [10-2]) og dermed sikret sig sin femte Grand Slam-titel. Kampen varede fem timer og 29 minutter – den længste French Open-finale nogensinde og den næstlængste Grand Slam-finale i historien. Det var også kun tredje gang, at en major-finale blev afgjort i en tiebreak.

I lyset af deres seneste dominans – enten Sinner eller Alcaraz har vundet de sidste fem Slams og syv af de sidste ti – er det overraskende, at de ikke tidligere har mødt hinanden i en major-finale. Begge spillere gik ind i kampen med perfekte statistikker i Slam-finaler (Alcaraz 4-0, Sinner 3-0).

Kampen var en kamp fra starten. Deres første game alene varede 12 minutter med 16 point og fem deuce. Hvis hele kampen havde holdt den intensitet, ville den have varet 10 timer. Første sæt var en anspændt udveksling, som boksere, der måler hinanden i første runde.

Sinner tog kontrollen i andet sæt, men Alcaraz kæmpede sig tilbage og tvang en tiebreak. Alligevel frustrerede Sinners præcision og evne til at returnere næsten hvert slag Alcaraz, der ofte spiller på fuld kraft. Eksperter som Andre Agassi og Brad Gilbert har bemærket, at Alcaraz – ligesom Aryna Sabalenka – kunne drage fordel af en mere stabil og kontrolleret tilgang, noget Sinner (og Coco Gauff) er fremragende til.

Alt vendte i tredje sæt. Alcaraz brød tidligt og udløste nogle imponerende kræfter, selvom hastigheden på deres slag (begge ramte regelmæssigt forehands over 100 mph) nogle gange gik tabt i transmissionsvinklerne. Alcaraz vandt sættet 6-4 og gav Sinner hans første tabte sæt i turneringen. Publikummet – inklusive stjerner som Pharrell Williams, Natalie Portman og Spike Lee – eksploderede.

Statistikkerne tegnede et dystert billede: Sinner havde aldrig vundet en kamp så lang, og Alcaraz havde aldrig vendt en kamp efter at have tabt de to første sæt. Fjerde sæt var endnu en udmattelseskamp, indtil Sinner brød Alcaraz på love, hvilket placerede ham til at serve for sejren.

Så kom vendepunktet: Ved 40-0 og 5-3 kollapsede Sinner og tabte fem point i træk, hvilket gav Alcaraz spillet. Publikummet blev vildt. Alcaraz brød tilbage, udlignede til 5-5 og brugte momentumet til at tvinge en tiebreak. Stadion råbte "CAR-LOS", da han rykkede frem, vandt sættet og skubbede kampen over fire timer.

I femte sæt kæmpede begge spillere hårdt, men Alcaraz' ubønhørlige energi og afgørende spil i den sidste tiebreak sikrede hans historiske sejr. Det var en kamp for historiebøgerne – en der cementerede deres rivalisering som fremtiden for herrenes tennis. Kampen gik til en afgørende femte sæt, fyldt med intense bolduvekslinger, momentumskift og geniale træk. I sjette game frustrerede en fejlagtig linjedom – en sjældenhed, da French Open stadig bruger menneskelige dommere i stedet for elektroniske systemer – den ellers rolige Sinner og satte ham bagud 2-4. Men han kæmpede sig tilbage til 5-5. Derfra leverede begge spillere imponerende slag, som kun de kunne udføre, og skubbede sættet til 6-6 og derefter ind i en tiebreak – en spændende og nervepirrende præstation af tennis.

Alcaraz dominerede til sidst tiebreak'en og vandt 10-2 (i major-finaler går finalesættets tiebreak til 10 i stedet for de sædvanlige syv) – en time og 45 minutter efter at Sinner havde haft tre matchbolde. Det sidste point var ren magi: Alcaraz nåede en umulig bold og kørte derefter en forehand rundt om netstolpen, mens han så den lande ind. Han kollapsede på grusbanen og dækkede sit ansigt i vantro, mens hans mor, der nervøst havde gemt sit ansigt i tilskuerrækkerne, endelig slap af og jublede.

Efter sådan en hård kamp var begge spillere dæmpede under trofæceremonien, men deres gensidige respekt var umiskendelig. Hver roste den anden, og Alcaraz anerkendte, at Sinner – kun 23 år – vil få mange flere chancer for at vinde titler. Selv kun 22 år gammel blev Alcaraz spurgt, om han ville markere denne sejr med endnu en tatovering (han fik et Eiffeltårn efter sidste års sejr i Paris). Med et smil svarede han: "Jeg bliver nødt til at spørge min far."

Denne rivalisering er allerede legendarisk – og vi kan ikke vente med at se, hvad der kommer næste gang.