Årets Cannes Film Festival havde sin del af stjernespekkede skuffelser (Die My Love, Eddington), sammen med nogle ujævne instruktørdebuter fra Hollywood-stjerner (Kristen Stewarts The Chronology of Water og Scarlett Johanssons Eleanor the Great) og flere film, der var mere underholdende end banebrydende (Wes Andersons The Phoenician Scheme, Spike Lees Highest 2 Lowest, Richard Linklaters Nouvelle Vague, Kleber Mendonça Filhos The Secret Agent, Akinola Davies Jr.s My Father’s Shadow, Carla Simóns Romería og Michael Angelo Covinos Splitsville).

Men for mig skilte fem film sig virkelig ud – fra poetiske familiedramaer til mørke komedier og chokerende gyser – som alle har hængt ved i mine tanker, siden jeg først så dem. Disse er årets festivalmust-sees.

### Sentimental Value
Den norske instruktør Joachim Triers opfølger til The Worst Person in the World (igen med Renate Reinsve og Anders Danielsen Lie) er både en intim karakterstudie af to søstre og deres kontrollerende filminstruktørfar og en familieepos, der spænder over årtier og er forankret i deres forfaldne Oslo-hjem. Let årets bedste film indtil videre, den balancerer humor og dybde med elegance og kulminerer i en slutning, der fik mig til at græde. Med et knivskarpt manuskript og fænomenale præstationer fra Stellan Skarsgård, Inga Ibsdotter Lilleaas og Elle Fanning er det en film, der skal ses – og forvent den i 2026s awards-kamp.

### It Was Just an Accident
Den iranske dissident Jafar Panahis første film siden hans fængsling (for "propaganda mod systemet") blev filmet i hemmelighed og trækker på hans egne erfaringer. I modsætning til The Seed of the Sacred Fig – sidste års Cannes-juryprisvinder fra Panahis ven Mohammad Rasoulof – er dette ikke en ligefrem anklage mod regimet. I stedet er det en surrealistisk komedie-hævn-thriller om en godhjertet mekaniker (Vahid Mobasseri), der støder på en mand (Ebrahim Azizi), der utroligt ligner hans tidligere torturbødsel. Det, der følger, er en kaotisk kidnapning, en søgen efter retfærdighed og en usandsynlig alliance med andre, der har lidt under samme mand. Morsomt men rystende, med øjeblikke som bestikkelige sikkerhedsvagter og en uventet fødsel, bygger det op til en ødelæggende konklusion, der afslører statens brutalitet. Lige så spændende som det er presserende.

### Alpha
Hvert Cannes har brug for en polariserende, kvindeinstrueret body horror – i år er det Julia Ducournaus (Titane) rå, uforglemmelige fortolkning af pigedom. Sat i de grunge-fyldte 90’ere, følger vi 13-årige Alpha (en betagende Mélissa Boros), mens en mystisk pandemi forvandler hud til marmor, før det smuldrer til aske. Da Alpha vender tilbage fra en fest med en mærkelig tatovering, frygter hun, at hun er smittet. Skolemobbere trænger sig på, paranoia vokser, og kaos eskalerer med ankomsten af hendes misbrugeronkel (en skræmmende Tahar Rahim), der også er syg. En foruroligende, uforglemmelig dykning i pubertet og sygdom.

(De sidste to film ville følge i en lignende kortfattet, fængslende stil.)

### Sound of Falling
En fejlbehæftet men dristig og uhyggelig film vakler Sound of Falling i sin usikre slutning, men bliver hængende i sindet med dens foruroligende billedsprog og snoede fortælling. Den tyske instruktør Mascha Schilinskis drømmeagtige periodedrama er både en gåde og et sanseligt overfald, der foregår på en enkelt gård over et århundrede. Fire piger fra forskellige tidsaldre befolker dette uhyggelige landskab: Alma (Hanna Heckt), en nysgerrig barn i tidlige 1900-tals kjoler; Erika (Lea Drinda), en frygtløs teenager under 2. verdenskrig; Angelika (Lena Urzendowsky), en tungsindig pige i de kaotiske 70’ere; og Lenka (Laeni Geiseler), på drift i nutiden. Efterhånden som deres tidslinjer sløres, opstår en fælles historie om traumer og død. På to en halv time tester filmen tålmodigheden med sin kringlede tempo, men dens ambition og uhyggelige kraft gør den uforglemmelig.

### Urchin
Harris Dickinson, lige kommet fra Babygirl, gør en slående instruktørdebut med Urchin, der følger Mike (Frank Dillane), en hjemløs londoner, der kæmper for at overleve. Filmen fanger hans møder – venlige fremmede, med-driftere, flygtige jobs, kærlighed og afhængighed – med rå ærlighed. Dickinson undgår nemme løsninger og skaber et komplekst, dybt menneskeligt portræt. Visuelt imponerende bekræfter filmen hans talent sammen med grænsesøgende instruktører som Eliza Hittman og Ruben Östlund. Nogle dristige valg lander ikke helt, inklusive en vaklende slutning, men for en debut er den bemærkelsesværdig selvsikker. Bonuspoint for den perfekte brug af Atomic Kittens Whole Again – du vil gå derfra og nynne den.