**"Power Starlet: Scarlett Letters,"** af Sally Singer, dukkede først op i **Vogue's** martsudgave fra 2004. For flere ikoniske **Vogue**-historier kan du tilmelde dig Nostalgia-nyhedsbrevet.

Scarlett Johansson slapper af på New Yorks Soho House og snakker om forvandlinger – mere specifikt hendes elegante røde løber-frisurer. "Jeg havde en frygtelig mullet, mens jeg filmede **Pigen med perleøreringen**," siger hun og kører en hånd gennem sit blegede, Warhol-agtige hår. "Den blev bare værre og værre, indtil jeg var helt 'mulletiseret.' Jeg elskede den et stykke tid, men så ville jeg have langt hår. At gro en mullet ud er brutalt."

Den akavede proces med at gro en mullet ud – lag, spidser og alt – kunne let symbolisere den rodede overgang fra ungdom til voksenliv. Men Johanssons rejse har været alt andet end rodet. På blot et år gik hun fra barnestjerne til fuldgyldig stjerne, hvor hun vandt kritikerros og en dedikeret fanskare med sine roller i Sofia Coppolas **Lost in Translation** og Peter Webbers **Pigen med perleøreringen**. I begge film spiller hun stille, ensomme unge kvinder, der vågner op sammen med ældre mænd, der kæmper med deres egne begær. Johanssons største styrke? Hendes evne til at formidle dyb følelse med subtilitet. "Hun udtrykker så meget med så lidt," bemærker Coppola.

Uden for skærmen er Johansson så jordnær som enhver nittenårig. På trods af at have spillet med i fem film siden hun dimitterede fra high school (bl.a. **The Perfect Score**, **A Love Song for Bobby Long** og **A Good Woman**), navigerer hun stadig livets milepæle. Flytningen fra New York til L.A. betød, at hun måtte lære at køre bil: "Det ændrer alt – din uafhængighed starter hos motorstyrelsen." Hun diskuterer også indretning med sin danske arkitektfar: "Jeg elsker 50'er-kitsch; han er helt vild med minimalisme. Men siden det er min lejlighed, vinder jeg." Og som enhver ung voksen kæmper hun med forventningerne: "Der er så meget pres for at forandre sig efter high school. Det er en hård realitet."

Johanssons modige personlighed skinner også igennem i hendes stil. I dag bærer hun en hættet tunika fra Imitation of Christ, uldbukser og robuste Hogan-støvler. "Jeg kan godt lide at ligne en gammel dame," spøger hun (selvom hun faktisk mere ligner en rebel fra Sherwood Forest, komplet med diamanter på begge hænder). Hun elsker vintage-smykker, især "viktorianske stykker – 15K guld med den rige gule tone." Hendes smag er ren downtown Manhattan: cool, selvsikker og uprætentiøs. Hun elsker Barneys, fordi "det er rart at shoppe et sted, hvor man ikke behøver at være trendy, bare sig selv." (En holdning, der måske overrasker Barneys' sædvanlige kundekreds.)

Mode-mæssigt er Johansson lige begyndt at omfavne sin dristige, polerede æstetik. Hun tiltrækkes af tidløs glamour, især til prisfester. "Jeg vil have, at min kjole skal være den smukkeste i verden," siger hun. "Jeg vil have, at alle skal begære den i alle farver." Men hun er ingen gammeldags Hollywood-nostalgi – hun skaber sin egen vej, én kvik replik og killer-outfit ad gangen. "Jeg foretrækker råsilke – jeg er ikke rigtig til kjoler. Jeg er kun nitten, trods alt. Jeg kan lide ting, der er seje, unikke og elegante, men ikke prangende. Og du får mig ikke til at gå i noget dramatisk ballerina-tøj eller en 'døende svane'-kostume."

Til røde løber-events vælger hun diskrete stykker fra Prada og Dolce & Gabbana: "Ved en premiere vil man ikke være et levende lyskryds. Man vil ikke chokere folk." I hverdagen bærer hun vintage-fund fra high school, Marc by Marc Jacobs (som hun kan lide mere end hovedkollektionen) og hvad der ellers fanger hendes øje. Hun er altid på udkig efter "lange, flydende toppe med korte ærmer." Hvem er hendes stil-inspiration? Marlene Dietrich.

Hendes modesans er dristig og legesyg – præcis, hvad man kunne forvente af en pige, der vokser en mullet ud og omfavner livets bedste år.